Russian Blue Klubben

Danmark

 

 

Introduktion til katteudstilling

Alle medlemmer af Russian Blue Klubben synes de har verden smukkeste russer. Vi kan berolige dig med, at dette er ganske normalt og oven i købet sandt...Med andre ord: Måske er tiden er inde til at udstille din russer.

Måske finder du ud af, at det slet ikke er noget for dig eller du bliver måske - som mange andre i klubben - grebet af stemningen og får lyst til at prøve igen. Uanset udfaldet af din første udstilling er det absolut et forsøg værd. Lad være med at blive forskrækket over det, andre fortæller og lad dig ikke afskrække af de forskellige regler og procedurer. Dan dig dine egne erfaringer med hjælp fra klubben. Brug denne folder som et udgangspunkt og en huskeseddel og kontakt endelig klubben, hvis det alligevel synes forvirrende og uoverskueligt. Husk, at selv garvede udstillere til tider heller ikke helt kan følge med.

Hvis du har besluttet dig for at udstille din russer, vil det være en god idé at være "føl" hos en af klubbens udstillere den første gang. Du kan kontakte et medlem af bestyrelsen, der sikkert ved hvem, der skal udstille på netop den udstilling, du gerne vil på.

Klubben råder over burgardiner og diverse tilbehør, som vi gratis udlåner til nye udstillere, så du ikke behøver investere i dyrt udstyr, hvis det viser sig ikke at være noget for dig.

Tilmelding

For at udstille skal du være medlem af én af de 4 hovedklubber: Racekatten, DARAK, JYRAK eller Katteklubben. Det er altså ikke nok at være medlem af Russian Blue Klubben Danmark.

Når du er medlem af en hovedklub, modtager du 4 gang om året medlemsbladet KatteMagasinet og her finder du navn og adresse på den arrangerende klubs udstillingssekretær. I KatteMagasinet vil der også være indrykket annoncer eller programmer (spisesedler) for de kommende udstillinger i Danmark, hvoraf det fremgår, hvem af de 4 hovedklubber der arrangerer udstillingen.

Du kontakter udstillingssekretæren for den arrangerende klub ca. 10 uger før udstillingen for at få tilsendt "spiseseddel" samt tilmeldingsblanket.

Af spisesedlen fremgår det endvidere hvortil, udstillingsgebyret skal betales. Dette skal altid ske til den arrangerende klubs kasserer med tydelig angivelse af kattens fulde navn og stambogsnummer, så kassereren har en tydelig reference. Tag eventuelt en fotokopi af din girokvittering eller check. Det koster normalt ca. kr. 200,- at udstille en kat og beløbet dækker din andel af halleje og skriftlig dommerbedømmelse.

Herefter udfyldes tilmeldingsblanketten og den sendes til din egen hovedklubs udstillingssekretær gerne sammen med kopi af kvitteringen for betalt udstillingsgebyr.

Ca. 14 dage før udstillingen får du den nederste del af tilmeldingsblanketten retur som bekræftelse på, at din kat er tilmeldt udstillingen. Hvis du ikke senest 10 dage før udstillingen har modtaget bekræftelsen, bør du kontakte den arrangerende klub.

Huskeseddel

Til en katteudstilling skal du selv medbringe følgende ting:

DIN RUSSER...!
- der verserer ret underholdende historier om udstillere, der har glemt deres kat hjemme

stamtavle, vaccinationsattest, evt. kryptorchidattest, bekræftelse og kvittering for tilmelding

burgardiner

- kan lånes af Russian Blue Klubben Danmark
- målene til en enkelt bur er H: 60 cm, D: 60 cm, L: 75 cm.

evt. et stykke stof til at lægge oven på buret

tæppe til bunden af buret
- kan lånes af Russian Blue Klubben Danmark

lille grusbakke
- kan normalt købes for næsten ingen penge på udstillingen
- grus udleveres gratis på alle danske udstillinger

grusske

skåle til mad og vand

kattemad

evt. lille katteseng eller hule

evt. legetøj

Dyrlægekontrol

I dyrlægekontrollen skal du fremvise følgende:

kvittering for betalt udstillingsgebyr

bekræftelse for tilmelding

vaccinationsattest

-        den skal være mindst 15 dage gammel og må højst være 1 år gammel

Det er sjældent man skal fremvise:

stamtavle (original)

kryptorchidattest

-        gælder for fertile hankatte over 10 måneder og fås hos din dyrlæge. Attesten er dyrlægens bekræftelse af, at testiklerne er, hvor de skal være

Men medbring dem alligevel

din russer, der skal vise både øjne og ører og kontrolleres for lopper

Husk at kløerne på din kat, skal være klippede umiddelbart før hver udstilling. Hvis der findes lopper eller andet utøj på din kat, kan den ikke komme ind på udstillingen. Dette gælder i øvrigt alle katte fra samme ejer. Gravide eller diegivende katte kan ikke udstilles.

Efter dyrlægekontrollen (hav tålmodighed - køen kan være meget lang) får du udleveret katalog og nummer på buret hvor din kat skal sidde.

Bedømmelse

På et tidspunkt i løbet af dagen skal din kat bedømmes. Udstilleren skal selv bære sin kat op til dommerringen. På de fleste udstillinger kan man selv fremvise katten for dommeren, mens der andre gange er en steward til at vise katten. Under alle omstændigheder er der altid en steward til stede til at vise din kat frem, hvis du er for nervøs.

Alle katte får en skriftlig bedømmelse af dommeren.

Kattene opstiller i forskellige klasser afhængig af race, alder og titel. Efter bedømmelsen tildeles kattene forskellige titler og nomineringer, hvorefter de enkelte racer konkurrerer mod hinanden på scenen. Killinger (4 - 7 mdr.) og junior (7 - 10 mdr.) opstiller altid i deres respektive klasser (kl. 12 hhv. kl. 11), mens katte over 10 mdr. altid begynder deres udstillingskarriere i åben klasse for fertile (kl. 9) eller kastratklassen (kl. 10). Hvis du vil vide mere om titler og din kats mulige karriere, så kontakt din hovedklub, eller besøg en af hovedklubbernes info-stande på udstillingen for at få deres folder udleveret.

Skulle det utrolige ske, at din kat ikke vinder, så husk at den stadig er verden dejligste og smukkeste russer. Også dommere har forskellig smag, så vinder den ikke den ene gang, har den lige så gode chancer for at løbe med sejren på den næste udstilling.

Rigtig god fornøjelse!