Russian Blue Klubben

Danmark

RusserBladet fra 1998 til 2006

Nedenfor finder du en række artikler, som rummer faktuelle oplysninger om Russian Blue racen og dens historie.

Nedenfor finder du en række artikler, som rummer faktuelle oplysninger om Russian Blue racen og dens historie.

Blodtyper hos katte. Skrevet af: Maria Andersen og Winnie Egalia Lykkesteen.

Som hos mennesker har også katte forskellige blodtyper, og som hos mennesker, kan det i "videreførelsen af slægten" give problemer.

Katte har hovedsagelig blodtype A, færre har blodtype B og meget få blodtype AB. Som det kan ses af skemaet giver fødsler hos en hunkat med blodtype B problemer i forbindelse med fødte killinger med blodtype A. Hunkatte med blodtype B danner antistoffer (som hos mennesker) mod A-killingerne. Disse antistoffer kan trænge igennem killingens tynde tarmvæg og ødelægge killingernes blod, og i værste fald betyde blodmangel og dødelighed hos killingerne (Fading Kitten Syndrom).

Killingerne kan derfor i de første 24 timer ikke tåle moderens råmælk. Dette kan forhindres ved enten at fjerne killingerne og fodre med modermælks- erstatning eller putte en sok omkring moderens mave, så killingerne ikke kan die, men i stedet udelukkende give dem modermælkserstatning. Sokken fjernes efter 24 timer, hvorefter killingerne kan få lov til at die helt som normalt. Når de 24 timer er gået, er killingernes tarmvæg blevet så tyk, at antistofferne fra moderen ikke kan trænge igennem.

For ca. seks et halvt år siden blev der importeret en hunkat fra Finland, Rusalka Katenka Ivanovna (Salka). Hendes mor kom fra Australien/New Zealand, hvor det er er meget normalt at have blodtype B katte. Kattene i Australien/New Zealand stammer fra de gamle engelske linier.

Salka's mor var type B, og blev parret med en type A han. Salka blev type A, men bærer af B. I Danmark har man altid ment, at alle russere var type A, dog uden at have testet dem! Nogle opdrættere udtrykte forargelse over, at Salka's linier blev tilført den "rene" danske avl, og mener stadig, at alt afkom efter hende bør neutraliseres.

Salka's afkom vil ved en parring med en homozygot type A hankat blive type A og mulig bærer af type B. Blodtype B fungerer ligesom maskegenet, DET SKAL LIGGE PÅ BEGGE SIDER FOR AT KOMME TIL UDTRYK!

Så for at undgå type B katte skulle man altså undgå at krydse Salka's linier. Salka's ejer, Maria Andersen, har for at være på den sikre side blodtype- bestemt alt afkom efter Salka, som hun selv har beholdt, og anbefalet andre at gøre det samme. Pludselig får hun en hunkilling, Dixie, barnebarn af Salka, som er type B!

Hvordan kan dette lade sig gøre? Det skal jo ligge på begge sider for at komme til udtryk! Dixie's mor, Kiwa, er testet type A, men må bære type B. Dixie's far, Silver, må være type A, men også bærer af type B (se skemaet).

Silver repræsenterer i sine forfædre alle de "gamle kendte" avlslinier i Danmark. Dette er noget, der berører os alle sammen. Salka er altså ikke den eneste i Danmark som er bærer af type B, men til gengæld den eneste vi kender til! Ligesom med maskegenet, som har ligget gemt igennem generationer, er dette åbenbart også tilfældet med blodtype B.

Så dem der mener, at alle katte med blodtype B skal fjernes fra avlen, kan fjerne stort set alle danske russere fra avlen! Vi vil aldrig kunne spore, hvorfra blodtype B kommer i Silver's linie!!

De øvrige racer, som vides at have katte med blodtype B, er Hellig Birma, Britisk Korthår og Rex katten. I disse racer har man lært at håndtere dette "problem", og vi bliver nødt til det samme, hvis vi fortsat vil opdrætte Russian Blue. For at være på forkant med et eventuelt problem, er det måske klogt at blodtypebestemme sin hunkat, inden den skal parres.

Under alle omstændigheder ville vi være nødt til at forholde os til dette fænomen før eller siden, uanset om Salka var blevet importeret til Danmark eller ej.

Links:

www.dr-addie.com/Blood%20groups.htm

www.netcat.org/symposium/blood-type.html

Kattenes Mona Lisa Af Niels Peter Hansen, Cattery Blue & White

Russian Blue racen er blevet kaldt kattenes svar på Mona Lisa på grund af dens kraftige knurhårspuder, der giver det indtryk, at den altid smiler. Men er russerens personlighed og temperament lige så uudgrundeligt, som Mona Lisas smil?

En uofficiel statistik siger, at de fleste russerejere er "startet med en sær huskat". Hvor pålide-lig statistikken er, skal jeg ikke kunne sige, men lidt skal der nok være om det. For russeren er nok temperamentsmæssigt "den mest kattede kat", man kan få ud fra de almindelige begreber om, hvad der er typisk for en kat.

Den er indbegrebet af paradokser: Den er reserveret over for fremmede, men bliver for-nærmet, hvis ingen bemærker den; den er selvstændig (ofte i upraktisk grad), men samtidig dybt afhængig af sine mennesker.

For dem, der mener, at en kat skal være mystisk og uudgrundelig, er russeren meget "kattet", forstået på den måde, at den til enhver tid ved mere om, hvad du tænker end omvendt...
Den er aktivitetsmæssigt en "medium" kat, som ikke bliver skamfuld over at blive fundet sovende foran kaminen, men som man på den anden side ikke skal forvente bliver tilfreds med et liv som sofapude.

Dens aktive perioder ligger ofte der, hvor det er mest upraktisk for ejeren, læs: Der hvor ejeren har formastet sig til at kaste opmærksomheden på noget andet end katten, for eksempel avisen eller computeren. Da det er typisk for russeren, at aktivitet betyder aktivitet sammen med ejeren, kan man lige så godt lægge avisen fra sig med det samme. Russeren er nemlig usædvanligt insisterende, når det stikker den. Ligeledes følger russeren tit sin ejer rundt i boligen og forsøger efter bedste evne at "hjælpe" med rengøring, madlavning og andre gøremål.

Den kan (nødtvungent) også underholde sig selv, om end mange af de mere halsbræk-kende og dog elegante "kunster" synes at være kreeret med henblik på et opmærksomt publikum.
Det er normalt ikke en race, der egner sig til at være alene hjemme en hel dag. Til gen-gæld behøver det andet dyr ikke nødvendigvis være en russer eller overhovedet en kat. De fleste russere går godt sammen med andre dyr, selv om de ikke er så gode til meget store flokke.

Russeren er en temperamentstype, man nok hos mennesker ville kalde "control freak". Den kan godt lide at have kontrol over sit eget og øvrige i boligen forekommende liv, og den er veludstyret til det. Det er en meget iagttagende kat, og selv om den god til at iagttage uden at "offeret" bemærker det, bruger den det meste af sit vågne liv på at skaffe sig overblik over omgivelserne, så den ved præcis, hvad den kan forvente sig i dagligdagen.

Desuden er den - især over for mennesker - en mester i psykologisk manipulation. Den ved mere om, hvordan ejeren har det, end ejeren selv gør. Russeren er en intelligent kat, hvilket ikke altid er lige praktisk. Når man har russer, er en dør kun lukket, hvis den er låst. Men netop på grund af intelligensen, iagttagelsesevnen og den "sejstærke" psyke er denne blå kat betydeligt mere spændende at leve sammen med, end man skulle tro, hvis man kun har set én i et udstillingsbur.

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 1, 2002

Hvor kommer Russeren fra?. Af Jan Corvinius, Cattery Grey Lightning

Hypotesen
Der findes et utal af nye og gamle hypoteser og ammestuehistorier om Russerens fortid. De spænder lige fra højt værdsatte værdigenstande på niveau med smaragder, diamanter og guld i de kongelige gemakker til pelsdyr på niveau med zobel, mink og sølvræv. Faktisk mener man, at Russeren kom rundt i det gamle Rusland via handelsruter i landet og på den måde spredte sig over det meste af Rusland. Det mærkelige ved den historie er dog, at katten først bliver kendt i Danmark under Anden Verdenskrig, da Danmark siden vikingetiden har været Ruslands vigtigste handels- og krigsallierede (danskerne var dem, som i sin tid "lærte" russerne at sejle; derfor er der stadig mange maritime udtryk på russisk som er danske ord).
Den mest interessante hypotese om russerens oprindelse finder man dog i Madame Simonnet's bog "The Chartreux Cat" (Synchro, Paris, 1990), hvor hun konkluderer, at der i det sydlige Rusland avledes blå katte, hvis ophav var Chartreux'en, men på grund af de handelsmæssige knudepunkter Europa/Asien i det sydlige Rusland, blev opblandet med katte fra Asien og dermed dannede de første phenotyper på den blå russer (phenotype er et individ, som ligner en bestemt race eller art, men hvor man ikke er sikker på, hvad der gemmer sig af gener under "ydreskallen"). Nu er det imidlertid sådan, at Russeren normalt er kendt fra områderne omkring Archangelsk, så hvis Madame Simonnet's hypotese skal holde, så har vores kære Russer været ude på noget af en vandring. Men man skal aldrig sige aldrig om en Russian Blue, det er vi flere ejere, som kan skrive under på.

Den første "europæisk" registrerede Russer
Uanset om de første russere var vandringsglade katte med syvmilestøvler eller bare et Archangelsk gadekryds, så er det en kendsgerning, at den første blå kat fra Rusland, der blev anerkendt som Russian Blue kom til England i 1890 til Mrs. Carew-Cox' katteri. Heldigvis var Mrs. Carew-Cox en systematisk dame, som meget nøjagtigt har ført journal over sine katte og deres kuld. Den første Russer ankom som sagt i 1890 som killing og beskrives som blå og hvid hunkat, som Mrs. Carew-Cox byttede sig til hos nogle sømænd for en lammekølle. Katten fik navnet Kola og kom fra Kola halvøen ved Barentshavet. Tre år senere in 1893 kom den næste Russerhun til Mrs. Carew-Cox' katteri, denne gang direkte fra Archangelsk. Hun blev fulgt af Moscow (han) også i 1893, Olga i 1894 og Yula i 1901. Det er vist åbenlyst, at Mrs. Carew-Cox ønskede at give den nye race en god start.

Moscow blev far til mange killinger inden han døde i 1897. Der er desværre ikke mange billeder af disse tidlige katte, udover et enkelt, som snart har gået verden rundt på Internettet. Nemlig et billede af Bayard født i 1898 med Olga som mor og en King Vladimir som far.

Den første standard skabes
Lige fra begyndelsen har Russeren skulle konkurrere med British Blue og Chartreux'en. Denne kendsgerning er da heller ikke gået upåagtet hen over Russerens standard. Mrs. Carew-Cox, som var den første, der systematisk avlede på racen kom i 1903 med det første oplæg til en standard. I Mrs. Simpson's bog "Book of the Cat" fra 1903 citeres hun for følgende: "De fleste Russere har markerede hoveder og ansigter med store ører og øjnene relativt tæt på hinanden. Pelsen skal være kort, tæt og blød med sølvskær. Farven skal være ensfarvet blå, gerne lavendelblå. Øjnene skal være guld eller dyb orangefarvet. Killingerne fødes ofte med tegninger, men disse skal forsvinde med alderen."

Endvidere forsætter Mrs. Carew-Cox: "Engang imellem kan man finde Russere med rundt hoved, små tykke ører, stor afstand mellem øjnene og en mere kompakt kropsbygning." Disse finder hun særligt smukke og det er også dem, som vinder på udstillingerne i England på daværende tidspunkt.

Man kan her godt mærke, at Mrs. Carew-Cox oprindelig opdrættede det, som skulle blive til vore dages British Blue (senere British Shorthair), samt at dommerne var stærkt præget af Perser og Engelsk Korthår som dannede standard omkring århundredeskiftet. Det ser også ud til, at det har været svært at holde fast ved de orange øjne, for flere opdrættere fra den tid, prøvede at blande Persere ind i racen, for at holde fast i de orange øjne. Dette var imidlertid ikke noget, der kom noget godt ud af, så det blev opgivet igen.

Jeg har læst flere udtalelser om dette med de orange øjne. Mange hælder til Ingeborg Urcia's (Katzenburg's katteri i USA) opfattelse, at Mrs. Carew-Cox' orange øjne er hentet fra fantasiens verden frem for virkelighedens. Dette er jeg personligt ikke overbevist om, dels fordi, at jeg på en ferie i det Græske øhav stødte på orange øjede Russere eller Russer phenotype katte med orange øjne.

Med den viden i bagagen, at Chartreux'en (der har dyborange øjne) sandsynligvis er stamfar til Russeren, så må datidens Russer også have haft orange øjenfarve med i genpuljen fra Chartreux'en, ligesom vor tids Russer (der har blåmasket Siameser i sig) har blå øjne og blå maske med i genpuljen fra Siameseren.

Racen slår sig fast
Når man kigger i de gamle optegnelser fra før Anden Verdenskrig, kan man se, at Russeren faktisk har klaret sig helt fint. Op igennem 20'ernes England har der været adskillige Russere, som er nået temmelig langt op på ranglisten på udstillingerne.

Mrs. Carew-Cox's katteri har afgjort også haft succes, faktisk har hun eksporteret katte til en Mrs. Clinton Locke i USA i starten af århundredet. Disse katte har man dog ingen idé om, hvad der skete med. Det tidligste, som man har kunnet finde om Russere i USA er fra en reklame fra en udstilling fra 1942, hvor man skriver om: "The rare Russian Blue with decidedly long face and narrow skull and large, pointed ears".

Om disse katte har nogen tilknytning til de importerede Carew-Cox katte 40 år tidligere, har det indtil videre ikke været muligt at finde ud af. Ligesom det ikke har været muligt at dokumentere systematisk opdræt af Russere i USA før 1947.

At man ikke er bevidst om Russeropdræt i USA før 1947, er ikke det samme som, at der ikke har fundet noget sted og det er en charmerende tanke, at der måske et sted i USA, netop som du læser dette, glider en ukendt, men selvbevidst, lydløs gråblå skygge af sted i ly af mørket. De bløde stiletpoter bliver forsigtigt sat ned på underlaget, mens de dybt orange øjne kigger ud i det fri for at vurderer risiciene ved at bevæge sig ud for at tilfredsstille sin skumringssjæls største drift: At jage!

Katastrofen
Anden Verdenskrig blev en katastrofe for rigtig mange, både mennesker og dyr. Den engelske Russerbestand blev reduceret til mindre end 10 dyr (meget tyder på, at man efter krigen var nede på 4 til 5 ægte Russere, alle ældre dyr). Derudover rådede man over ca. 10 phenotype Russere, som alle gik hos en gammel pensioneret oberst, der ikke rigtig havde styr på hvem, der var i familie med hvem og hvilken hankat, der var far til hvilke killinger.

Med dette materiale startede så de hårdt prøvede englændere på en frisk. Med indkrydsning af Siameser og British Blue begyndte så den lange vej retur til førkrigstidens storhed. Det er vigtigt at huske, at efterkrigstidens opdrættere ikke længere havde mulighed for at importere katte fra Rusland, som man kunne 50 år tidligere.

Samtidig med at Englænderne startede på en frisk, begyndte man også i Danmark at starte på opdrættet af Russere. Dette skete i 1944, hvor tapetsermester W. Schäffer udstillede den 3 år gamle hunkat Pierette. Pierette var, hvad jeg vil kalde en phenotype Russer. Hun ligner på alle måder en "rigtig" Russer, men hendes stamtræ er ukendt. Man kender ikke hendes forældre og hvor hun kom fra er en gåde, som W. Schäffer tog med sig i graven, da han døde i 1961. Da man i Danmark ikke havde andre Russere end Pierette, blev hun parret med den brunmaskede siameser "Longfellow of Annam", der havde gen for blå maske. Resultatet var over al forventning.

De skandinaviske og engelske linier
Selv om de to linier startede op næsten samtidig og med næsten samme type genmateriale (phenotype Russere og Siamesere) som udgangspunkt, blev resultatet meget forskelligt. De dansk/svenske katte udviklede sig til elegante langlemmede dyr, men med en relativ mørk pels, med tendens til at være for flad. De engelske katte udviklede sig ret hurtigt til siamagtige katte med en helt flad pels. Faktisk faldt den helt specielle Russer pels helt ud af standarden i 50'ernes England. Dette var noget, som blev meget stærkt kritiseret i Russerkredse i England, da man nu stod med noget, som bare var en ubestemmelig blå siameser. I det hele taget, ser det ud til, at noget af det, som har været russeropdrætternes store problem uden for Skandinavien, har været at distancere sig fra andre blå katteracer, som også var under udvikling i samme periode. Særligt har man ønsket at lægge afstand til Siamgruppen, British Blue og Chartreux, alle tre har da også været i meget tæt kontakt med Russerne siden starten på opbygningen af racen.

De amerikanske linier
Op gennem tiden, har russeropdrætter haft et stærkt ønske om at skille sig ud fra de andre katteracer, ved at skabe en unik kat med en unik pels. Man har gerne villet have Britens venlige væsen, Siameserens intelligens og elegante krop samt Chartreuxen's super pels. Men samtidig ville man også have en kat, som var helt sin egen.

Der har siden starten været arbejdet meget på dette og et af de parametre, som ser ud til, at have overlevet alle trends og katastrofer, er ønsket om at lave en unik lys pels med sølvskær kombineret med jadegrønne øjne.

I Skandinavien har denne diskussion altid haft en slagside, da man først på et temmelig sent tidspunkt er blevet involveret i Chartreux og Brite opdræt. Dvs. Russeren har ikke på samme måde konkurreret med katte med et beslægtet udseende. Resultatet er, at man selv i dag har temmelig divergerende meninger om pelsfarve. Dette er naturligvis også hjulpet på vej af en FIFe standard, der på godt og ondt giver meget plads til fri tolkning.

USA blev det land, hvor man fik det første gennembrud på pelsfronten. Siden 1947, hvor Mr. C.A. Commaire fra Texas importerede Dunloe Jan og Dunloe Bluesilk fra England, efterfulgt i 1948 af Cassimir von Elsdorff fra Danmark. USA's opstart på Russer opdræt bærer i det hele taget præg af meget massive opkøb af engelske, danske og svenske katte.

Omkring 1964-65 fik man krydset de engelske og skandinaviske linier og frembragte katten "GC Felinest Silver Dollar", opdrættet og ejet af Peg O'Boyle. Silver Dollar havde i sit stamtræ nogle af Skandinaviens og Englands bedste katte fra den tid. Katte som "Hans af Bellahøj", "Blue Bell af Finlandia", "Blue Moon af Mölleby", "Dunloe Sunshine" samt en række "andengenerations" Dunloe katte fra Hoeller's katteri i USA.

Silver Dollars lyse pels og gener har fået enorm betydning for udviklingen af den amerikanske Russer, samt deres triumftog retur til Europa, efterhånden som europærerne har fået øjnene op for det store pels arbejde, som der er gjort i USA.

Silver Dollar er samtidig også et godt eksempel på, at der kan komme noget meget godt ud af at blande fremmede genpuljer med hinanden, selv om dette også indebærer en del risici. De skandinaviske katte var på det tidspunkt kendt for at havde en meget smuk krop, men en halvdårlig meget mørk pels og et dårligt temperament. De engelske katte var for kompakte efter deres islæt af British Blue, men var umiddelbart temperamentsmæssigt bedre end de skandinaviske. Men kombinationen af de to linier, blev som billedet viser, ganske fornuftigt.

Afslutning
Artiklen her er tænkt som et forsøg på at trække en rød tråd gennem nogle få af de milepæle, som har haft betydning for Russerens udvikling gennem de sidste 120 år i Europa. Rusland har siden Anden Verdenskrig ikke været ret meget med i denne udvikling. Men efter Sovjetimperiets fald, er der dog begyndt at komme informationer ud om kattene i Rusland. Meget tyder på, at den desværre er uddød i det sydlige Rusland, men russerelskere i disse områder, er dog i gang med at genetablere racen her, dels ved hjælp af importerede dyr fra Europa og USA, men også med katte fra Archangelsk. Det vil blive spændene at se, hvad dette arbejde vil bringe i fremtiden, samtidig med, hvad trenden i Europa og USA vil komme op med.

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 2, 2001

Endelig lykkedes det. Af: Allan Kastberg, Paragon Blue Cattery

Efter gennem generationer at have ført en noget tilbagetrukket tilværelse som en både berygtet og lidt "småkedelig" katterace har Russian Blue endelig slået sit navn fast som én af disse års mest vindende racer.

Femmer
For mit eget vedkommende begyndte det hele med, at jeg var så privilegeret at bytte mig til det, der senere skulle vise sig at blive alle tiders mest vindende danskejede Russian Blue kat. En amerikansk Perser Colorpoint og Russian Blue opdrætter efterlyste for et par år siden en skandinavisk avlshun og da jeg havde en ret lovende killing og selv stod og manglede en typisk amerikansk avlshan, ja så var forbindelsen knyttet og planen lagt.

Og nogle måneder senere befandt Paragon Blue Moody's Gemini Dream sig i en forstad til New York og kort tid efter modtog jeg en lille hankilling i Kastrup Lufthavn. Han bar det stolte navn Silvergrey Paragon Blue Fiver – i det daglige kaldet Femmer. Hans fine navn til trods havde han overpisset såvel transportkasse og veterinærbur flere gange, hvilket skulle vise sig at blive ret så kendetegnende for hans videre færd gennem det danske avls- og udstillingsapparat.

Hele vejen hjem fra lufthavnen hylede han som en stukket gris og jeg gjorde mig da mine tanker med hensyn til om det nu også havde været et ok bytte. Da vi nåede hjem skulle det til min store lettelse vise sig, at han bare – for gud ved hvilken gang på turen fra New York – skulle lette ben – igen! Han nåede ikke engang frem til kattebakken. Men hvorfor også bruge en bakke, når man kan vælge den klammeste metode af alle og pisse i bukserne eller rettere op og ned af ryggen på sig selv. Der er sikkert mange der vil kunne genkende dette særegne træk ved ham, især på udstillinger, hvor han allerede i en meget ung alder blev kendt under navnet Piskatten.

Herefter følger for Femmers vedkommende en lang og især hyppig udstillings- og avlskarriere, som langt fra er overstået, men dog indtil videre er kulmineret i Best-in-Show nummer 22 på Scandinavian Winners Show i Örebro i Sverige i juni 2007. Han blev således den første danske Russian Blue, det lykkedes at blive Destinguished Show Merit og at få mere end de fem Best-in-Shows, der var den hidtidige rekord. Blandt hans Best-in-Shows var et Best-of-Best 1 og fire Best-of-Best 2 – igen rekorder for de danske russere. Og så blev han som nævnt den første Russian Blue han, der blev SW.

Jazzie
I foråret 2005 hørte jeg fra en af mine gode opdrættervenner – Claudia Haslinger i Østrig med stamnavnet Flashpaw's – at hun havde et helt igennem lækkert kuld killinger med stort set rene amerikanske linier. Samtidig stod hun og manglede en ny avlshan til afløsning for EC Starchild Heartbreaker, en han importeret fra Japan men med en amerikansk stamtavle. Claudias eneste krav til en hankilling var, at det skulle være med Femmer som far.

Og sådan gik det til at Paragon Blue Fiver's Bigwig havnede i Wien (for dog senere at lande i Finland, men det er en helt anden historie) og at lille A*Flashpaw's All That Jazz, i det daglige kaldet Jazzie, kom til Danmark.

Da jeg så hende første gang var jeg ikke ubetinget begejstret. Det er ingen hemmelighed, at jeg altid har været fascineret af de meget lyse og amerikansk typede russere og synes da også at flere af vore danskopdrættere russere var pænt lyse. Men da jeg i første omgang havde set Femmer måtte jeg revurdere denne opfattelse, for at gøre det én gang til da jeg så Jazzie. Hun var nok det lyseste, jeg endnu havde set! Efter lige at have sundet mig et ganske kort øjeblik, udbrød jeg: Dejligt. Dekadent. Den napper jeg! Også selvom hendes næse var ekstremtkort og der var også andre ting ved hende, som selv efter min smag var meget ekstremt.

Jazzie's udstillingskarriere er gået fint, men uden de helt vilde sejre. Det er dog lykkedes hende at blive Grand International Champion.

Som hun voksede til kunne jeg se, at hun blev pænere og pænere og præcist evnede at supplere Femmer på hans svage sider, især øjenfarve og øreplacering. Så min spænding efter at se resultatet af deres første kærlighed blev absolut ikke mindre.

Det blev en affære i bedste Morten Korch stil, en kærlighed der aldrig ender. Jeg har oplevet en del, men aldrig love-at-first-sight blandt katte. Men her lå de og kissemissede og – vupti – to måneder senere havde Jazzie helt uden problemer født fire velskabte og herlige killinger, to af hvert køn.

Jeg havde på forhånd besluttet mig til at beholde en hunkilling, hvis der kom noget pænt. Samme dag kuldet blev født blev jeg bekræftet i denne beslutning – faktisk blev jeg nødt til at beholde mindst én af killingerne. Aldrig havde jeg set et så harmonisk og lovende russerkuld. Jeg følte mig faktisk vildt privilegeret over at dette kuld blev født hos mig. Jeg havde jo ingen anden andel i forældrene end den, at jeg havde været heldig at være på rette sted til rette tid.

I starten havde jeg meget svært ved tanken om at skulle skille mig af med de tre af dem. En periode tænkte jeg endog den tanke højt, at skulle jeg nogensinde brænde inde med et kuld, som der ikke var købere til, så – åh gud – lad det blive dette! Helt så nådig var Vorherre dog ikke, for allerede efter et par uger indgik der med få dages mellemrum mails og telefonbeskeder fra hhv. John i New York (som jeg havde fået Femmer fra) og fra en opdrætter i Spanien. De ville begge have en avlskat efter Femmer, hhv. en hun og en han. Jeg selv havde udset mig den mindste af hunkillingerne.

Luna
Nu har jeg altid haft et eller andet med navne – eller rettere, det har vel alle opdrættere, lige bortset fra de få, der holder på at kalde deres killinger for Søs og Ib. Vi er mange, der synes at når man nu har tyve anslag plus stamnavn til rådighed, så skal hele pladen sandelig også være fuld. Prisen er jo den samme.

En af mine yndlings singer-song-writers fra 60'erne og 70'erne er Ralph McTell (ham med bl.a. Streets of London) og da jeg igennem snart tredive år har været fascineret af hans sang Lunar Lullaby. Den handler om både skibe på Themsen, planeter, universet, rumskibe og engle... Derefter var det bare at finde tre andre sangtitler fra hans repertoire, som navne til de andre killinger. Kuldnavnet blev det engelske "Virtue", som faktisk er det eneste ord på engelsk, hvor det fra græsk afledte ord "paragon" (mønster, forbillede) optræder i en naturlig sammenhæng. "Paragon of virtue" er nemlig det engelske udtryk for dydsmønster. Ikke sådan at forstå at disse killinger på nogen måde bare tilnærmelsesvis kunne kaldes dydsmønstre, men de kom alligevel til at hedde Paragon Blue Virtue Lunar Lullaby, Sweet Mystery, Down Easy og Pretty Boy.

Luna's showkarriere er begyndt med bravur. Hun blev den første danske Russian Blue Junior Winner endnu før hun var fyldt fem måneder og nåede lige at snuppe syv Best-in-Shows mere, inden hun gik ind i de voksnes rækker. Som fertil hun lagede hun hårdt ud med at blive Best-in-Show tre dage efter hun var fyldt ti måneder, for 3 uger senere at blive Scandinavian Winner '07 – man skulle jo nødig stå tilbage for far Femmer!

Tilbage til den navnkundige udstilling i Flensborg, som skulle resultere i Luna's Junior Winner titel. Scenen var sat til en af året helt store danske udstillinger, som fandt sted i Flensburg. Måske man skulle have været der for at forstå det? I al fald var ca. 70% af udstillerne danske.

Lørdagens dommer var Ad de Bruijn, der som altid var meget venlig og underholdende. Han syntes dog at Lille Luna var lidt småkedelig. Ja, sådan er der jo så meget...

Søndagen gik meget bedre! Allerede da jeg om morgenen så at Eric Reijers skulle bedømme Russian Blue blev mit humør en kende bedre. Resten af dagen blev et stigende crescendo som kulminerede i en to-trins raket. Først blev Femmer nomineret til Best-in-Show, hvorefter han blev bedste hankat med samtlige dommerstemmer.

Tidligere var Lille Luna blevet nomineret til Best-in-Show. Da sceneshowet med korthårskillingerne skulle til at begynde fulgte nogle for mig ret så urolige minutter, som føltes som timer. Nogle af mine venner, der var med på udstillingen fortalte mig efterfølgende at jeg gik rundt i små cirkler og bed negle, men det kan jeg på ingen måde bekræfte – jeg kan i hvert fald ikke huske det! Men skulle der være noget om snakken, var det nok fordi at da hun blev præsenteret på scenen blev jeg klar over at kun kæmpede mod tre (3) British Shorthair killinger.

I panelet var der to dommere – Eric Reijers og Martti Peltonen – som jeg på forhånd vidste, var ret vilde med Luna, al den stund at de allerede var medskyldige i to af hendes tidligere Best-in-Shows. Den tredje dommer – Dietmar Sagurski – kendte jeg ikke ret godt, men vidste at han ikke var specielt begejstret for de lyse russere. Den fjerde og sidste dommer var Ad de Bruijn, den samme dommer, som om lørdagen havde udtalt at hun var lidt småkedelig. Samtidig er denne dommer aktiv opdrætter af British Shorthair, så man må sige at min mave var fyldt med et par hundrede sommerfugle, som alle blafrede begejstret rundt.

De tre British Shorthair killinger var alle ældre end Lille Luna, som denne søndag i december i en alder af blot fire måneder og tre uger var på sin fjerde udstilling, hvoraf den ene var en dobbeltudstilling. Nå, men her stod jeg så omgivet af heppende venner og følte at mine mange år som novice og uvidende opdrætter passerede revy. Og så skete det utrolige! Lille Luna fik tre ud af de fire mulige dommerstemmer – det lykkedes hende nemlig trods alt at charmere sig ind hos Ad de Bruijn. Hun blev dermed Best-in-Show for femte gang og Danmarks første Junior Winner var en realitet.

Faktisk gik det først rigtig op for mig nu at hun stadig ville være i killingeklassen halvanden måned endnu efterfulgt af yderligere fire måneder i ungdyrsklassen. De få andre FIFe Russian Blue Junior Winners, jeg kender til er to fra katteriet Rosa Glauca i Tjekkiet og en fra A*Flashpaw's i Østrig og de har alle brugt væsentlig længere tid af de tilladte syv måneder, hvor de fem gange Best-in-Shows skal indhentes. Det er muligt, der er flere FIFe Russian Blue Junior Winners ude i Europa, som jeg ikke har kendskab til.

Viggo
Som tiden gik og der kun havde meldt sig et par mere eller mindre useriøse købere til den sidste hankilling, begyndte mit håb at vokse. Måske blev jeg nødt til at beholde ham også? Måske var han alligevel for lækker til at sælge?

Men skæbnen er ofte ret lunefuld og på en udstilling i Hillerød blev jeg nødt til at vise ham frem for Lise Vigsø, en på alle måder dejlig og flerårig veninde fra Falster. Den kvikke læser (har vi overhovedet andet?) vil bemærke at flerårig normalt bruges om et biologisk fænomen, der med en vis lyrisk behændighed kan omsættes til mennesker, som passer på beskrivelsen: Gået i frø men absolut stadig meget i live! Uden at fornærme nogen kan jeg vist roligt påstå, at såvel undertegnede som Lise begge har overstået vores spædeste ungdom. Lise er i Russian Blue, Siameser og Orientaler kredse et kendt ansigt. Ikke mindst i Tyskland, hvor hun tit og gerne udstiller og hvor hun til publikums store begejstring ofte bliver kaldt op på scenen (når en af hendes katte vinder – og det plejer de jo at gøre). Af for sproglige entusiaster indlysende grunde bliver Fru Vigsø fra Danmark til det på tysk lidet charmerende navn Frau Figso aus Dänemark. Men det er en helt anden, og ganske underholdende historie.

Lise var meget i tvivl om hun skulle købe hankillingen – og jeg lod som om jeg også var det... hehe! Hele kuldet var to uger forinden blevet Best-in-Show i Middelfart og Lille Luna Best-in-Show for første gang. Weekenden efter blev hun – Luna altså, ikke Lise – nomineret på Verdensudstillingen i Maastricht, hvor hun blev en flot nummer to på scenen i en alder af bare tre måneder og tre uger. Jeg bilder mig ind, at dette var med til at gøre hankillingen og Lise hhv. salgs- og købsklar

Tilbage til Hillerød og Lise Vigsø. Jeg kunne godt se på Lise, at hendes største bekymring i virkeligheden var navnet. Down Easy kan man sgu da ikke kalde en kat. Måske havde hun ret, men det hed han nu en gang. Faktisk hedder sangen, han er opkaldt efter helt korrekt Let Me Down Easy, men det gav for mange bogstaver. Den handler om at behandle andre mennesker pænt, at sætte dem varsomt ned uden at der sker dem noget. En usædvanlig smuk tekst og ikke mindst melodi.

I Hillerød blev både hele kuldet Best-in-Show (for anden gang) og Lille Luna blev Best-in-Show ligeledes for anden gang.

Fjorten dage senere blev jeg kontaktet af Lise, der med slet skjult fryd i stemmen kundgjorde at hun ville købe killingen, men på én betingelse: Den måtte leve med at lyde navnet Virtus, naturligvis afledt af Virtue. Men lille Virtus blev hurtigt til det mere mundrette Viggo. Dette kunne jeg af gode grunde ikke have nogen indvendinger imod. Herefter var Lise helt solgt og det var Lille Viggo så sandelig også! Jeg håbede at enhver forbindelse til en vis Skjold-Hansen og Musse er helt og aldeles utilsigtet.

Jeg skulle dog allerede få dage senere blive yderligere oplyst i denne sag. Lise ringede og spurgte hvad jeg synes om killingens kaldenavn. Hun havde tidligere skrevet en mail, jeg desværre ikke havde fået svaret på. Ved denne lejlighed fortalte Lise om sin fars moster Agnes, en yderst farverig person fra Lises barndom. Hun – Agnes altså – havde tidligere været gift med en vis Viggo, som sjovt nok bar efternavnet Maltesen. De navnemæssige sammenfald vil da ingen ende tage, for Lises vidunderlige hankat – Lurifax Malteser Sterling – nu for længst kastrat og indtil Femmer kom på banen, den mest vindende danske Russian Blue kat i Danmark – var netop opkaldt efter sit fædrene ophav Malte.

Nå, men tilbage til Viggo Maltesen. Han var en særdeles statelig og afholdt mand, som havde været direktør for noget så eksotisk som en karkludefabrik i Jylland. Jeg tænkte, om det mon kunne blive meget større. Og så i øvrigt at få en bitte killing opkaldt efter en så markant person fra Hovedlandet, ja, det nærmere sig jo efterhånden Dalgas'ske dimensioner. At selv samme direktør Viggo altså til jul gav et bundt karklude i gave til hele familien, skal jo ikke komme ham til skade. Tanken var jo sikkert god nok. Det bør i denne sammenhæng rettelig nævnes at Direktør Viggo kom så grueligt galt af dage, idet et fiskeben satte sig på tværs i halsen. Må samme grumme skæbne ikke overgå Lises Lille Viggo-mis...

Det er vigtigt i denne forbindelse at tilføje at racens fremskridt på udstillinger – altså i skønhedsmæssig henseende – på ingen måde er sket på bekostning af helbred, sygdomme, defekter, fødselsproblemer eller andre rædselsscenarier. Bestanden af Russian Blue katte i Danmark har aldrig været sundere og temperamentet har aldrig været bedre. Dette er vi ofte tilbøjelige til at glemme i sejrsrusen, men det er vigtigt aldrig at glemme at sundhed, temperament og trivsel altid kommer i første række.

Til slut vil jeg i bedste Oscar-stil på egne og ikke mindst racens vegne rette en særlig tak til Russian Blue opdrætterne John Adelhoch i USA og Claudia Haslinger i Østrig og selvfølgelig alle de dommere, der har vejledt, rost, støttet, kritiseret og kommenteret gennem tiden – og selvfølgelig en stor salut til dem, der har nomineret alle de danske Russian Blue katte og ikke mindst de, der har stemt på dem på scenen. I 2006 blev de danskejede russere nomineret ikke mindre end 65 gange på udstillinger i ind- og udland – heraf vandt de 25 gange på scenen. En helt fantastisk præstation, som tegner lovende for racens fremtid.

Artiklen blev bragt i RusserBladet

Onkel Vanja. Af Hanne & Knud Reintoft

Den kom jo – den skrækkelige dag i september, hvor vi måtte sige farvel til vores sidste lille Siam på 17 år.

I løbet af 32 år har vi haft 6 – nogle som enekatte og nogle sammen. Kun mennesker, der holder af dyr, kender smerten. Jeg kan bliver aldeles rasende, når mennesker, der er tvunget til at flytte, på socialforvaltningerne får besked om, at de jo bare kan aflive deres dyr, ligesom jeg ikke forstår et dyt af, at en boligforening kan sidde og bestemme, at lejerne ikke må holde en indekat.

Nå, men vi så på hinanden og på vore dåbsattester og var enige om, at når man tager ansvar for et nyt dyr, skal man se 15 år frem – og det syntes vi ikke, at vi kunne. Men hvor var her tomt.

Heldigvis blev vi skældt ud af vores søn, der er opvokset med katte. Selvfølgelig skulle vi have en ny kat, og han garanterede at sørge for den, hvis vi en dag ikke kunne. Så rekvirerede vi killingelister og fik lykkeligvis besked om, at der var udstilling i Sorø-hallen den 29. september.

Den ene af os svor til parolen: Engang Siameser altid Siameser. Den anden havde læst en del om "russerne". Da manden ifølge Luther er kvindens hoved, stilede vi mod Siameserne og så de dejligste killinger.

Men vi fik et problem. Den ene lignede de elskede mistede for meget – den anden for lidt. Efter en kop kaffe gik vi ind i den anden sal og traf her Maria Andersens 13 ugers Russian Blue hankilling. Så var vi solgt, og det er vi stadig.

Tre dage senere hentede vi ham hjem i mørkningen. Vi havde besluttet, at han måtte opkaldes efter en af Tjekovs dejlige figurer, så han hed allerede Onkel Vanja. Nu 5 uger efter er han ved at lyde sit navn.

Vi introducerede ham for dejlig mad og den stue, hvor vi opholder os mest. Senere blev han begejstret over dyner og en særlig stol med tykt lammeskind, så den første dag gik fint. Men da han næste morgen skulle orientere sig i et for ham alt for stort hus, kneb det med humøret, og han tilbragte det meste af dagen under skabe og puder.

Om aftenen skulle Knud til møde. Hanne tog resolut sin killing med op i seng, legede biologisk mor, ruskede ham i nakkeskindet og slikkede ham. Så faldt han til ro og den integration var klaret. At den selv samme Hannes læge et par dage efter var ved at dø af grin, da han måtte behandle hende for svamp i munden, er en anden sag. Hvad gør man ikke for sagen!

Onkel Vanja bliver en stor springer og entrer allerede de øverste køkkenskabe. Han er også noget af en klodsmajor. De højt placerede og estimerede antikke kopper har måttet flytte plads, da der forleden lå en nydelig sag fra omkring 1880 lykkeligt landet i en blomsterbuket.

Han elsker vand, kan lege længe under køkkenhanen og aflægger også gerne besøg i brusekabinen. Han kan allerede apportere. Det er sjovt de første 50 gange, men når man når gang 120 begynder man forsigtigt at lede efter en fysioterapeut i telefonbogen.

Fire måneder af året skal han tilbringe i en indlandsklit ved Vesterhavet. Vi er derfor i gang med at træne bilkørsel. Vi læste med interesse, at nogle katte kan klare at være indekatte i byen, men udekatte i sommerhuset. Vi tør nok ikke, da vi har tillagt os en halvtam ræv, der kommer, så snart vi er der. Ganske vist er Mikkeline fredelig. Sidste sommer stod hun og spiste af sit madtrug, mens pindsvinet sad mellem hendes 4 ben og spiste med... men her skal ingen risiko løbes. Der bliver hegnet og lige nu træner vi sele.

Som I kan forstå, har vi verdens dejligste russer og har også udtrykt vores taknemmelighed overfor Maria Andersen. Konklusionen er, at vi er lige så skøre, som I er, og det er dejligt.

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 4, 2002

Seks små sensationer. Af Allan Kastberg

Det hele begyndte med at Dande (IC Egalia's Blue Dusty Dande Malevitch) var på besøg hos mig lige efter nytår. Ikke noget helt almindeligt besøg, for tanken var, at han skulle parre et par hunkatte, nemlig Kurts Iver (Paragon Blue Gypsy Time Traveller) og min egen Trunte (Paragon Blue Moody Time Traveller). Begge hunkatte er godt et år gamle og kuldsøskende efter Svedske (CH Czarina Dream fra Italien) og Sjasen (Paragon Blue Dandelion Shardik).

Det var langt fra første gang, at Dande var her. Af alle nulevende Russian Blue avlshanner er han min absolutte yndling. Nobody's perfect, men hans pelskvalitet og temperament har han arvet fra sin far GIC Camelot's Merlin Pendragon og de egenskaber fås ganske simpelt ikke bedre. Han har måske lidt for små ører og hans øjne kunne være en anelse mindre efter min mening, men pelskvaliteten er efter min opfattelse russerens vigtigste kendetegn. Og da langt størstedelen af de katte, vi sælger, som bekendt er familiekatte, er det ret væsentligt, at killingerne er kælne og omgængelige – egenskaber, som næsten alle hans killinger har arvet.

Han fik overdraget spisestuen og så ud til – som sædvanlig – at befinde sig storartet. Han havde velsagtens også allerede gættet, hvad der snart skulle ske, så det kan ingen vel fortænke ham i...

Der var imidlertid sket det, at Elisa Buchardts Gala (Paragon Blue Velvet Thor's Sif) havde haft underlivsbetændelse og Elisa ville derfor gerne have hende parret ved førstkommende lejlighed. Så Gala blev hans første bekendtskab under hans besøg på Finsensvej.

Knap var Gala ankommet, førend Dande gav sig til at kurtisere hende på hans helt specielle facon. Nu har Dande aldrig været bange for hunkatte, eller noget som helst andet for den sags skyld. Men hunkatte, der ikke har været parret før, kan ofte virke skræmmende for uerfarne hankatte. Men ordet uerfaren er for længst forsvundet fra Dande ordforråd, så han satte sig bare til rette midt på gulvet og gav sig til at kalde på hende med hans meget charmerende stemme. I løbet af få minutter havde han reduceret sikkerhedsafstanden fra Galas lussinger og hvæsen til mindre end en meter og inden hun kunne nå at sige "voldtægt" havde han taget hendes dyd. Jo, ham Dande – han kan bare det der med damer...

Gala tog hjem og Dande nød et par dage alene i spisestuen og samlede velsagtens kræfter. En uges tid senere kom Iver i løbetiden og hele menageriet startede forfra. Hans kælne kalden må gøre et kolossalt indtryk på de jomfruelige russer-frøkener. For også Iver måtte efter få øjeblikke overgive sig til hans charme og i løbet af de næste dage parrede de sig af hjertens lyst.

Inden Iver forlod Dande var min egen Trunte godt på vej til en løbetid, så denne gang var der ikke tid til at holde pauser. Trunte er jordens sødeste hunrusser, men hun har altid ment, at liderlige hankatte var noget af det farligste, man kunne forestille sig. Det lykkedes hende i efteråret at skræmme livet af to andre hanner, der var på besøg for at parre hende, så Trunte mente, at lidt hvæsen og sprutten kombineret med trusler om lussinger også denne gang skulle kunne sende bejleren på flugt.

Men hvad Trunte ikke lige havde taget med i sine overvejelser var hans charme og erfaring. Han var som sædvanlig ret ligeglad med hendes trusler og efter kort tid var hun såmænd heller ikke jomfru længere. Jeg observerede kun få parringer denne gang, men jeg begyndte nu også så småt at have lidt ondt af Dande. Tre jomfrunalske russerhunner på mindre end tre uger tager lidt på kræfterne, så jeg kunne ikke fortænke Dande i snart at ønske sig tilbage til Møns fred og ro i stedet for denne syndes hule på Frederiksberg.

Både Gala, Iver og Trunte er selv fra kuld på fire killinger, men de var jo trods alt gravide for første gang, så vi regnede nok med, at de ville få tre, måske fire killinger hver, hvis vi var heldige. Men i starten af marts lagde Gala flot ud med et velskabt kuld på hele fem killinger.

En uge senere fødte Iver to pæne killinger helt uden problemer. Kurt havde svært ved at skjule sin skuffelse og det virkede som om Iver tænkte "jeg må vist hellere gøre far glad igen", så et døgn senere smuttede der endnu to ud...

Trunte havde termin fredag den 15. marts og det var for mit eget vedkommende udtryk for ret dårlig planlægning, for søndag den 17. marts afholdt vi som bekendt vores Specialudstilling på Vesterbro og de sidste dage inden sådan en udstilling er altid temmelig hektiske. Jeg har katte mistænkt for at have en ganske særlig evne til at føde på de mest upassende tidspunkter og det skulle da vise sig også denne gang at holde stik.

Fredag aften begyndte hun at opføre sig mærkeligt, så jeg indså, at hun nok havde tænkt sig at føde om natten. Men forinden skulle jeg også lige have trykt udstillingskataloget, så mens jeg var væk i 3-4 timer, bad jeg Kurt gøre hende selskab. Jeg var hjemme igen sent om aftenen og mens jeg var væk, var hun igen faldet til ro.

Træt og udmattet efter dagens arbejde med katalog og præmiefordeling til Specialudstillingen belavede jeg mig på at gå til køjs ved 2-tiden og freden sænkede sig over hjemmet. Folk, der har oplevet deres hunkatte føde, vil sikkert give mig ret i, at freden, der sænker sig efter en stresset dag, virker som det perfekte startsignal til fødelystne hunkatte.

Knap havde jeg udmattet lagt hovedet på puden førend Trunte begyndte at mosle rundt og jeg tænkte, at der røg den nattesøvn. Trunte var i hvert fald fast besluttet på at gøre sit til, at jeg ikke fik lukket et øje den nat. Oven på dynen, under dynen, arm-i-arm, stort set alle steder blev afprøvet, lige bortset fra fødekassen. Den syntes hun bestemt ikke om...

Klokken 7 lørdag morgen havde ingen af os lukket et øje, men stadig ingen killinger. Jeg hviskede i hendes øre, at jeg faktisk havde aftalt at mødes med alle de andre for at stille udstillingsbure op og fragte de mange hundrede kilo foderpræmier til Engskolen på Vesterbro samme dag klokken 13.

Om hun forstod, hvad jeg sagde til hende, ved jeg ikke, men ved otte-tiden begyndte der endelig at ske noget. Jeg insisterede og fødekassen blev accepteret, når det nu ikke kunne være anderledes. Omsider gik fødslen i gang. Der var en, der var to, der var tre alle på 80-100 gram og som rosinen i pølseenden kom en meget lille killing på bare 52 gram. Det hele tog mindre end en time, men det er nu ikke noget usædvanligt i de kredse. Den første killing var lidt besværlig at få ud, men resten smuttede Trunte nærmest, som var de mandler. Hun klarede det hele selv, både moderkager, navlestrenge og killingevask.

Jeg havde i mellemtiden tilkaldt Kurt, som lavede jordmoderkaffe og det var som om at Trunte, efter at hun havde set, at jeg havde fået en slurk kaffe, tænkte at jeg nok var ved at være frisk igen. Så mens hun slikkede de fire små, der allerede diede trygt, fødte hun lige to til – begge store killinger på ca. 90 gram. Sekslinger! Jeg kunne knap tro mine egne øjne! Og så var det hele overstået på mindre end to timer...

Alt åndede fred og idyl i fødekassen. Trunte virkede ganske vist noget træt, men efter lidt tun på sengekanten og et par beundrende blikke fra Kurt og mig faldt hun i søvn – stolt, men udmattet og mæt. Det tror da pokker efter at have fortæret seks moderkager og med tun som dessert.

Kurt havde ringet til Lars og bedt ham assistere med pakningen af bilerne til udstillingen. Jeg selv var vist ikke til megen hjælp. Dels var jeg mindst ligeså træt som Trunte, dels kunne jeg ikke løsrive mig fra fødekassen. Kurt og Lars tog af sted til Engskolen og da jeg havde sundet mig lidt – men stadig uden at sove – tog også jeg derind. Jeg har nok mest af alt lignet en hængt kat eller det, der var værre, men pyt – Trunte og sekslingerne havde det godt!

Næste nat fik jeg heller ikke sovet mange timer. Der er jo altid et eller andet, der skal ordnes i sidste øjeblik, når man arrangerer en udstilling. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så træt som søndag morgen – starten på en meget lang dag. Så hvis udstillerne og de besøgende synes jeg lignede en zombie, der havde forvildet sig op på scenen, kan jeg forsikre dem alle om, at jeg også følte mig som en sådan.

Udstillingen blev vel overstået og da jeg kom hjem sov Trunte og alle killingerne stadig trygt. De havde alle taget pænt på i vægt i løbet af dagen og selv den mindste af killingerne så ud til at klare det første døgn uden menneskelig indblanding. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at de fem store killinger var hunner, mens den lille mest af alt lignede en han.

Jeg måtte straks ringe til Winnie og fortælle, at Dande havde gjort det igen. Ikke alene forstår han sig på kunsten at forføre små russerdamer – hans sædkvalitet må også siges at være helt i top. På ti dage var han blevet far til ikke mindre end femten killinger!

Winnie kunne fortælle, at der i hendes snart 20-årige karriere som russeropdrætter, kun var født to eller tre kuld på seks eller flere killinger, der alle havde overlevet. Så hvis den mindste klarede skærene, var det noget af en sensation. Jeg var forberedt på, at det kunne blive nødvendigt at flytte én af killingerne over til Kurt og Iver og hendes firlinger, hvis det skulle vise sig, at Trunte ikke kunne magte dem alle, men de næste uger gik over al forventning.

De fem store killinger var alle hunner, men den mindste var så lille, at jeg synes det var svært at afgøre, hvilket køn den tilhørte. Sandsynligheden og mit håb hældede mest til, at den lille skulle være en han, men med Winnies mellemkomst måtte jeg modstræbende indrømme, at alle seks killinger var hunner.

Tre uger gamle vejede de fem store killinger mellem 370 og 420 gram og den lille var oppe på 300 gram, så alt tydede på, at Trunte havde både moderkærlighed og mælk nok til at klare dem alle. Dag for dag havde de alle taget på i vægt og det var ikke nødvendigt en eneste gang at give dem tilskud i form af modermælkserstatning.

Da jeg var sikker på, at alle seks ville overleve, kom dagen, hvor jeg skulle finde på navne til de mange små. Alle, der kender mig ved, at jeg er ret begejstret for øl, så det faldt mig ret naturligt, nu da der var seks, at give dem kuldnavnet Sixpack og derefter opkalde hver enkelt efter mere eller mindre kendte ølmærker. Det er muligt, at de kommende killingekøbere synes det er lidt pjattet, men som opdrætter har man jo det privilegium, at navngive de små – i hvert fald på stamtavlen. Hvad folk efterfølgende vælger at kalde dem i det daglige, er selvfølgelig op til dem selv.

Men sådan gik det i hvert fald til, at de seks hunner resten af livet må finde sig i at hedde Paragon Blue Sixpack Budweiser, Guinness, Stella Artois, Heineken, Corona og lille Kylle Kylle. Sidstnævnte inspireret af, at kuldet kom til verden umiddelbart inden påske...

Som ugerne gik, blev det klart for mig, at Kylle udviklede sig til noget helt særligt. De fleste af killingerne i kuldet havde arvet lidt store øjne efter bedstemødrene Svedske (CH Czarina Dream) og Donna (GIC Egalia's Blue Donna Rose), men Kylle havde afgjort de mindste øjne. Hendes pels var noget helt særligt – den var usædvanligt tæt og relativt lys. Men det helt afgørende for mig var, at hun havde et ansigtsudtryk, som jeg slet ikke kunne stå for. Det var som om hun altid så lidt bekymret ud og dette sammenholdt med at jeg synes, det var imponerende, at hun havde klaret de første kritiske uger fra 52 gram helt uden menneskelig indgriben, afgjorde sagen. Da killingerne var ca. 4 uger gamle besluttede jeg mig til, at Kylle ikke var til salg.

Da killingerne tog de første spæde skridt uden for fødekassen i 4 ugers alderen, blev de hurtigt introduceret til deres Tante Tilde (Paragon Blue World Waltzing Mathilda). Hun er halvsøster til Mor Trunte og har arvet sin mors kærlige omsorg for killinger, uanset at hun på dette tidspunkt kun selv var 7 måneder gammel. Alle seks blev på skift vasket i den helt store stil og efterhånden blev hun den perfekte legetante.

Da killingerne var 9 uger gamle gik Mor Trunte i løbetid. Hun mente helt afgjort at hun var klar til de næste seks, men hun fortsatte nu alligevel med at give killingerne en hyggetår mælk i ny og næ. Selvfølgelig skulle hun ikke parres foreløbig og som i sympati valgte Tante Tilde få dage senere at gøre hende selskab. I deres mangel på fertil hankat sang de mange og lange duetter, men kulminationen kom et par dage senere, da jeg flere gange observerede dem opføre deres "lesbiske show" på stuegulvet. Det lykkedes mig at få et enkelt godt billede af showet, selvom det blev til en del meget rystede optagelser, simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være med at storgrine hver gang. Med hovederne i hver sin retning og halerne pænt til hver sin side lå de ofte i flere minutter ad gangen midt på stuegulvet og spjættede med bagbenene og hyggede sig gevaldigt. Det var som om de i protest istemte duetten "Sisters are doing it for themselves"...

I skrivende stund er killingerne 14 uger gamle og de fire første har for længst fundet nye hjem at terrorisere. Jeg er sikker på, at den sidste killing – Stella Artois – nok skal finde et nyt hjem efter den sædvanlige pause her i feriemånederne, men i mellemtiden farer hun og Kylle med 120 km i timen gennem stuerne til Oldemor Party's store fortrydelse. Det forstyrrer Hendes Festligheds værdighed, når de små hopper op på ryggen af hende eller bider sig fast i hendes hale. Mitte derimod, tager som altid de små med ophøjet ro. Han opdrager dem med blød pote, leger med dem og tillader endda at de putter hos ham. Bare de ikke prøver på at die hos ham, det finde han sig ikke i. Men hvem kan fortænke små killinger i at tage fejl og tro at en mave med de dimensioner nødvendigvis må indeholde litervis af god mælk...

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 3, 2002 

Det skal være godt før det bliver skidt…Af Henriette Jensen & Allan Kastberg

Det hele begyndte med at vi besøgte Kurt og Allan, der tilfældigvis havde 10 uger gamle killinger løbende rundt i lejligheden. Jeg har altid gerne ville have en kat, men hus, mand, børn og en velvoksen schæferhund sætter sine begrænsninger.

Der skete imidlertid det, at børnene faldt pladask for de små, hvilket der ikke er noget unaturligt i. Mere mærkeligt var det, at Tonny, min mand, begyndte at tø lidt op. Jeg kunne mærke, at vi nu var ved at gå ind i den "bearbejdende fase". Børnene plagede og plagede hele vejen hjem, men (u)heldigvis var alle killingerne solgt.

Der gik et par dage og efter moden overvejelse, ringede jeg til Allan og fortalte at nu var hele familien overtalt og at det faktisk nu kun kunne gå for langsomt! Jeg ville dog gerne have to russere og det skulle være to hanner og brødre måtte de også gerne være. Svedske (Czarina Dream) var gravid, så vi så frem til at familien kunne blive endnu større i løbet af 4-5 måneder. Dagen for fødslen oprandt og vi var alle glade - der var nemlig født 4 killinger. Lige indtil Allan ringede og fortalte, at de alle 4 var hunner. Om han nu var helt sikker? Jo, det var han... Og kønsskifte var også udelukket!

I samme åndedrag fortalte han, at Party (IC Egalia's Blue Dronning Pive Aparthe) snart var klar til parring - denne gang med Adrian (Malevitch I'm Blue Thor of Sam). Party skulle nedkomme i midten af december. Denne gang måtte det lykkes. Men ak, der kom 3 hunner og en enkelt han. Men så var vi da halvvejs, som Allan sagde.

Mens killingerne voksede til, fik vi at vide, at Winnie havde en hankilling tilbage, som ganske vist var nogle måneder ældre, men nu kunne vi altså ikke længere vente på at en af Allans og Kurts katte tog sig sammen og fik 2 hanner i samme kuld. Så Guffe (Egalia's Blue Gindas Dusty Tango Guf) ankom til hjemmet i januar og hele familien holdt vejret, da han skulle møde Lucky for første gang. Lucky er en meget stor schæferhan på vel ca. 40 kg, men god som dagen er lang. Alligevel var vi noget spændte.

Guffe gør sin entré...
Guffe hvæsede et par gange og Lucky stirrede forbavset på den - dernæst kiggede han op på os, som for at spørge: Hvad er det dog I har slæbt med hjem? Men inden Lucky kunne nå at sige kødben, spurtede Guffe gennem stuen og Lucky anede straks, at der var lagt op til fest og farver. Lucky er stor, men ikke specielt hurtig på korte distancer - helt i modsætning til Guffe, der tog turen fra bryggerset til toppen af mine stuegardiner på under 2 sekunder.

Sådan gik de første dage. Guffe i fuld fart frem og Lucky godmodigt luntende bagefter. Når det blev for meget for Lucky, blev han nødt til at kræve time-out. Det skete med et meget dybt WOOOOF. Så blev der helt stille og begge faldt hurtigt i søvn - sammen! Da vi første gang så, hvordan Guffe lagde sig rette mellem Luckys bagben og snorksov, var vi klar over, at de nok var blevet ret gode venner.

Og så kom Quark
I begyndelsen af marts kom så det sidste vidunder, Quark (Paragon Blue Velvet Thor's Quark). I løbet af 3 minutter var Guffe og ham uadskillelige og sammen er de tæt på at tage livet af Lucky. De jager hinanden ustandselig og tager ikke lige hensyn til, om Lucky står i vejen. Så springer man da bare op på hans ryg eller suser under hans mave - det betyder mindre. Lucky har vist så småt opgivet at følge med de to små terrorister.

Når der rigtig skal hygges vasker killingerne hinanden. Det er vældig sødt og fascinerende at se på og det synes Lucky også. I bedste kattestil begynder han at vaske se små, hvor Quark, den mindste, ikke er meget større end Luckys tunge. Han vasker og vasker og alle hygger de sig storartet. Eneste minus er, at killingerne bagefter er sjaskhamrende våde og mere ligner druknede mus end fine racekatte.

Alle i familien er selvfølgelig helt pjattede med de to små. Børnene leger med dem og slæber rundt på dem dagen lang. De er fuldstændig overbevist om, at de er for trætte til selv at gå. Begge finder sig troligt i det, men skulle der komme det mindste pip fra én af dem, er Lucky der som en mis. Ingen skal vove at genere hans bedste legekammerater.

Selv Tonny, der jo som bekendt, slet ikke er til katte, måtte en aften i sofaen erkende at man har et standpunkt til man tager et nyt. Da Guffe første gang af sig selv kom og lagde sig i skødet på Tonny, var han solgt. Guffe er helt klart blevet Tonnys kat - nu får vi se hvem Quark vælger. Foreløbig er han helt sin egen...

En rigtig lortedag
En nat i april bliver jeg vækket af Cecilie på 7 år, der fortæller, at der ligger "noget" ude i entréen. Det "noget" skal snart vise sig at være et varsel om en rigtig lortedag...

Om morgenen finder jeg ud af, at "noget" er en gang opkast. Det er nok hverken mand eller børn og Lucky kan det heller ikke være, dertil er det alt for småt. Så enten Guffe eller Quark må have spist et eller andet, de ikke har kunnet tåle. Måske de har gnavet lidt i Luckys griseøre i går? Nå, jeg fjerner det og tager på arbejde. Allan kommer til middag samme aften, så jeg har lidt travlt.

På vej hjem senere om eftermiddagen har jeg glemt alt om det, indtil jeg åbner hoveddøren. Her bliver jeg mødt af en umiskendelig stank af lort, der uden tvivl kan henføres til kattebakken. Jeg tømmer den, kun for at konstatere, at den stadig lugter. Så bliver hele arrangementet tømt og vasket og nyt grus bliver fyldt på. Mens jeg er i gang med dette projekt, skal Guffe - som det viser sig at være - på bakken igen, men da den er ved at blive hovedrentgjort af mor, må han tage til takke med bryggersmåtten. Mere lort...

I det samme kommer Cecilie ud i bryggerset og bekendtgør: Mor jeg skulle på toilettet, men nåede altså ikke helt derud...! Jeg kan mærke, at min puls begynder at blive hurtigere, men prøver på bedste pædagogiske vis at bevare fatningen. Der er kun en halv time til Allan ankommer og maden laver jo ikke sig selv.

Nå, men ungen bliver rengjort på stort set samme måde som kattebakken. På vej tilbage fra badeværelset, kommer jeg gennem entréen og træder i endnu en klat opkast - stadig dampende varm. Jeg er nu ved at opgive ævred fuldstændig og ligesom for at få tankerne i lidt andre baner kigger jeg ud i haven, hvor forårssolen skinner på den grønne græsplæne. Mens jeg står der i bræk til knæene og med barne- og kattelort på hænderne ser jeg, at Lucky står og brækker sig i det ene hjørne af haven! Det går op for mig, at idéen slet ikke er så dårlig...

Med dirrende stemme råber jeg samtlige husets beboere op og bekendtgør: NU går vi alle sammen ud i haven til Lucky og skider, tisser og brækker os i hvert vores hjørne. Så er det ligesom overstået én gang for alle!

Ja, sådan er det også at være den (stadig) lykkelige mor til 3 børn, 1 hund og 2 pragtfulde russere, der i mellemtiden har fået det meget bedre...

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 2, 2001 

Katten i mit liv. Af Maria Andersen

Dette er en lille solstrålehistorie, om, hvor heldig man kan være når man køber en kat i udlandet. Ja, heldig fordi det som regel ikke har noget at gøre med forstand, da man jo ikke aner hvad det er for en kat med eventuelle fejl man får.

Dette er også historien om en levende legende, selvom han ikke er ældre end 7 år, har han fået mange efterkommere og mange af de nye killingekøbere /opdrættere har måske aldrig set ham, men kun set hans navn i deres kats stamtavle. Jeg kan godt huske dengang jeg sad med min første kats stamtavle og kikkede på alle disse fremmede navne.

 

Når man deltager aktivt i opdræt og udstilling kommer man helt automatisk til at kende nogle af de andre katte som også er "aktive". Desværre er der også nogle "opdrættere" der ikke er interesseret i andres katte men kun i deres egne, men hvis man vil være en god opdrætter, kan man lære meget ved bare at kikke.

 

Nogle af de katte som ikke er aktive mere og som man ikke bare automatisk ser, kan det være af stor betydning at vide noget om, og se billeder af, for at "forstå" sit eget opdræt. Jeg håber at denne artikel om katten i mit liv, vil være starten på en serie af fortællinger om de gamle levende eller døde legender. Titlen på denne artikel har jeg fået fra Winnie Egalia Lykkesteen, det skulle måske ha været: Katten i vores liv!

 

Jeg fik min første Russian Blue i 1991, hendes navn er Las Islas´s Tanja Carmen. Jeg købte hende som kælekat, da jeg "bare" gerne ville have en racekat, men som det så ofte går blev jeg interesseret i både opdræt og udstilling (det kan altså god betale sig at købe en pæn kat første gang). Første gang Tanja blev udstillet blev hun BIO, man følte sig jo næsten som et skarn hvis man ikke fortsatte med at udstille hende!!

 

Kort tid efter kom den næste russer til: Nadine Las Islas, som er 6 måneder yngre end Tanja. Da Tanja var 1 år fik hun sit 1. kuld, 6 måneder efter fik Nadine sit 1. kuld. Da Nadine var blevet parret kikkede jeg mig omkring for at finde den næste hankat til Tanja - jeg kan godt lí at være i god tid -. Men jeg kunne ikke rigtig finde noget spændende og jeg ville jo gerne lave pæne killinger, så jeg besluttede at, importere en hankat! Det skulle være noget særligt, - nyt blod, mange parringer, jeg skulle være noget særlig t osv. (GAAAB, hvor er det her bare kedeligt, er det ikke det man hører tit ? - jo det er det!) Dengang troede jeg sikkert jeg var den første der havde fået den idé at importere en hankat. Hvor mange gange siden har man ikke hørt nye katteejere sige præcis det samme? Men, ikke alle har været så heldig som jeg, for jeg fik "Katten i mit liv".

 

Da jeg først havde sagt det - "jeg vil importere en hankat" - stod der mange i kø for at fortælle mig hvor jeg skulle hente den. Men når man som jeg ikke havde nogen erfaring, kunne det ene være lige så godt som det andet. Jeg snakkede en del med Solveig Schjørmann på det tidspunkt, og hun fortalte om en opdrætter i Holland som de havde haft kontakt med og havde været ved at købe kat hos engang.

 

Solveig og Jesper inviterede os hjem til dem for at vise nogle billeder de havde af denne hollandske opdrætters katte. Jeg syntes de så meget pæne ud og Jesper ringede til Holland for at høre om denne opdrætter som hed Yolanda Lankhaar, evt. havde nogle killinger til salg. Hun havde tilfældigvis et kuld på 5 killinger, 4 hunner og 1 han. Den enlige han var vi selvfølgelig meget interesseret i, men hun havde i forvejen en forespørgslen på ham fra en hollænder, men hun var meget åben for forhandling. Yolanda havde aldrig solgt en hankat til nogen uden at stamtavlen var lukket, men med hendes kendskab til de danske Russian Blue mente hun nok at denne hankat ville kunne forbedre den danske standard. Vi aftale at besøge Yolanda i forbindelse med en udstilling i Holland ca. 1 måned efter vores telefonsamtale, i mellemtiden ville hun sende os nogle billeder af "la familia".

 

Jeg kunne næsten ikke vente, og hver dag kikkede jeg langt efter Bruno (posten), og endelig kom billederne. Jeg syntes både om killingen på billederne og navnet, som var Camelot´s Merlin Pendragon. Endelig kom dagen hvor Steen og jeg drog af sted til Holland. Vi var meget spændt på at se Merlin men også hvordan udstillingen ville gå, det var vores første udstilling i udlandet for både os og Tanja. Udstillingen gik ikke så godt, Tanja blev kun nr.2, men det var vi så vant til dengang! Yolanda og Bert kom på besøg på udstillingen - sikkert for at se os lidt an! - Yolanda kikkede på Tanja og mente nok at Merlin ville kunne forbedre en del!!!

 

Dagen efter udstillingen tog vi hjem til Yolanda og Bert for endelig at se Merlin. Det jeg mest lagde mærke til ved Merlin, var hans pels, den var både meget lysere og meget kraftigere og meget blødere end de russere jeg var vant til at se i Danmark. På det tidspunkt var de danske pelse meget mørkere og meget fladt liggende og tynde og ikke særlig bløde. Der var ikke nogen tvivl, Merlin ville vi meget gerne købe. Heldigvis kom vi lige på det rigtige tidspunkt, for den hollandske opdrætter der havde været interesseret i at købe Merlin havde sagt fra, så vi havde ingen konkurrenter. (Hun fortrød senere, ha ha). Ca. 1 måned senere kunne vi hente Merlin hjem, og aldrig har 1 måned været så lang.

 

Jeg glemmer aldrig den første udstilling Merlin var på, han var så meget anderledes at se på end alle de andre russere, og jeg kunne da godt se på nogle af de andre russerejere at de var lige ved at brække sig af væmmelse over Merlin, men jeg var ligeglad - jeg vidste jeg havde guldet! Jeg kunne næsten ikke vente til Merlin var gammel nok til at parre, hvor ville det blive spændende at se hvordan killingerne ville komme til at se ud, jeg var jo nok klar over at de ville være anderledes.

 

Merlin blev udstillet meget som killing/ungdyr, og jeg kunne høre på de andre russerejere, at han ikke lige var deres type, nogle af de ting, som jeg har hørt de sagde om ham, var bl.a. "Hans profil er alt for dårlig" (læs næse), "Der må være noget galt med hans øjne, - de er jo mandelformede på udstilling" (man var på det tidspunkt vant til at øjnene var runde pga. skræk), "Se hans bagben, han må have løse knæskaller", osv. osv. Det undrede mig at ingen snakkede om hans gode pels, og hans gode temperament, men man var mere interesseret i, at finde negative ting.

 

Heldigvis for mig, Merlin og det danske russeropdræt kom jeg i kontakt med Winnie Egalia Lykkesteen som også havde hørt om denne Merlin med den dårlige profil. Winnie var på det tidspunkt nærmest holdt op som russer opdrætter, men da hun mødte mig (og Merlin) fik hun endnu engang blod på tanden. Hun kunne med det samme se Merlin´s kvaliteter mht. pels og temperament, dette var jo lige hvad hun havde søgt efter i 10 år.

 

Dette var starten på vores samarbejde, som på nær visse perioder har holdt lige siden. Heldigvis var vi stort set enige om hvordan en russer skulle se ud og hvad der var det vigtigste. Foruden sundhed og temperament - som selvfølgelig altid er det vigtigste - var pelsen for os meget vigtig. Vi havde en plan, som i alt sin enkelhed gik ud på, at parre så mange af vores hunkatte med Merlin, eller Merlin´s børn som muligt. Jeg havde allerede parret både Tanja og Nadine med Merlin og et par andre russerejere havde også parret med Merlin.

 

Winnie fik støvet nogle af hendes hunkatte af og disse ikke helt unge katte blev også parret med Merlin. Disse hunkatte som jo var i deres anden ungdom fik i sagens natur ikke særligt store kuld, men de killinger som kom, beholdt vi næsten alle sammen selv. For at forstærke de "Camelotske" gener, blev Nadine parret med Merlin´s far: Camelot´s Sam Bucus. Fra denne parring beholdt vi både 1 hun og 1 han: Malevitch Queen Egalia of Camelot og Malevitch King Sam of Camelot. Begge disse katte beholdt vi også selv, og

 

de er også gået videre i avlen.

 

Hvis man vil opnå noget med sit opdræt er det meget vigtigt at man samarbejder med andre, ligesom Winnie og jeg har gjort det i ca. 6 år. På de 6 år har vi sammen lavet mange, mange killinger, og heldigvis har flere og flere tilsluttet sig "vores katte". I denne klub er der flere store som små opdrættere som alle laver rigtig flotte killinger som alle har det til fælles, at der er "Camelotblod" mindst én gang på stamtavlen.

 

Nu er der sikkert nogen der vil spørge: Er dette her ikke det rene indavl? Det er der selvfølgelig delte meninger om, men hvis man som os, hele tiden sørger for at putte nye linjer ind i opdrættet sker der kun gode ting. Det er selvfølgelig en forudsætning, at de katte man starter med ikke har nogle alvorlige arvelige defekter, og det har Merlin ikke haft.
Nogle af de linjer vi i øjeblikket arbejder på at få ind i opdrættet kommer bl.a. fra: Opiom de la mer de Kara, Rusalka Katenka Ivanovna, Madam Blå´s Abelone, Egalia´s Blue Muffin Melissa, Lurifax Malteser Sterling og Czarina Dream som alle indgår i vores avlsplaner. De katte vi opdrætter med i øjeblikket er bl.a. afkom efter Camelot-katte, Sascha Blueswan, Egalia´s Blue Donna Rose, Ardram Emmadanevitch, Las Islas Tanja Carmen og Nadine Las Islas. For fremtiden håber jeg at endnu flere vil samarbejde, så vi kan fortsætte med at lave rigtig flotte russerkillinger med super temperamenter.

 

Men for at komme tilbage til Merlin, så er han, på trods af sin næse blevet GIC. Han manglede kun 3 certifikater for at blive Europa-Champion, men vi valgte at kastrere ham, fordi han var blevet meget tynd. Det sker meget ofte med fertile hanner, da de jo har andet at tænke på end deres mad!

 

Merlin er blevet BIV flere gange og har også nogle nomineringer. Han har været udstillet på mange forskellige slags udstillinger, hobbyudstillinger så vel som fugl-og-fisk udstillinger. På disse udstillinger var han et perfekt eksemplar af Russian Blue racen, at vise frem, han gemte sig ikke og var meget interesseret i at snakke med folk

 

Merlin blev kastreret i 1998 og har ikke været udstillet siden, men da Russian Blue Klubben havde deres specialudstilling i marts måned i år, syntes jeg alligevel, at det kunne være morsomt at udstille ham. Det så han ud til at nyde vældig meget, ja han førte sig nærmest frem, og til min store overraskelse blev han publikumsfavorit og blev Mr. Roskilde, noget som mest overgår killinger. Vi var meget stolte!

 

Merlin har mange efterkommere, de fleste er blå russere, men i maj i år blev Malevitch Sterling Starway Sean som jeg har solgt til Holland, far til et kuld på 6 killinger, 2 blå, 1 sort og 3 hvide, grunden til at der kommer både sorte og hvide er, at moderen er hvid med en sort far. Merlin er i alt blevet far til 33 killinger, mange af dem er gået videre i avl og nogle af de mest kendte er: Malevitch Blue Montana of Egalia, Egalia´s Blue Starway with Malevitch, Egalia´s Blue Single Prinz Malevitch og Egalia´s Blue Dusty Dande Malevitch. Mange af Merlins efterkommere er det også lykkedes at eksportere til andre lande, flere er kommet tilbage til Holland, men også Tyskland, Ungarn, Polen, Italien, Frankrig og Tjekkiet har efterhånden Camelot i blodet. Jeg håber sandelig Yolanda er tilfreds!!

 

Selvom denne historie kun har drejet sig om Merlin som udstillings- og avlskat er han selvfølgelig langt mere, han er bl.a. meget god til at sælge killinger, han kommer altid hen til folk for at de skal kæle med ham og han kan godt lide at føre sig frem. Han er også meget glad for de fleste af de andre katte specielt Salka som han for det meste sover sammen med, men også Mimi, når bare hun ikke er for vild, Montana er han mest interesseret i at drille, især når hun er på kattebakken.

 

Men mest af alt er Merlin: Katten i mit liv!

 

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 3, 2000

Da mors lille drengerøv blev voksen. Af Lise Vigsø

Statsministeren gør det nok. Mimi Jacobsen formodentlig også. Vores mor og far gjorde det helt sikkert. Selv har vi vel også gjort det. Vi kender alle nogen, der gør det. Og nogen, der gerne ville. Hendes Majestæt har i hvert fald gjort det 2 gange. Lurifax gjorde det også til sidst, om end nølende.

Så enkelt og så udbredt, og dog så indviklet: At parre sig.

 

Optakten til denne historie var ellers romantisk nok. Allan tog mig en morgen på sengen - ikke bogstaveligt, forstås, men pr. telefon. Anledningen var, at Party var kommet i løbetid, og vi havde før talt om et arrangeret ægteskab mellem hende og Lurifax. Kunne det blive nu og her, altså fx helst i dag? Tjoeh..., ja det kunne det da godt, jeg skulle bare lige en million ting, men parringer skal der jo være plads til, og da Allan og Kurt gerne ville have Lurifax hjemme hos sig selv for at lære ham at kende som kommende alimentant i familien, passede det helt fint. Så de hentede ham samme dag, og alt var timet og godt. Bortset fra, at jeg savnede ham, så snart han var ude af døren. Pludselig var han den dyrebareste af mine katte og den, jeg mindst kunne undvære. Min lille lusse-pusse-nusse-russer. Herregud da! Hvordan ville han mon tackle mødet med et lidenskabeligt hunkønsvæsens skræmmende, påtrængende og mystiske krav. Kunne mors lille uskyldige og forkælede dengse leve op til forventningerne..........???

 

Nej, det kunne han ærlig talt ikke. Meldingerne fra Allan og Kurt lød, at han var enormt kælen og ganske bedårende sød (læs: ikke meget macho!), og at han i øvrigt virkede som om, han savnede sin moar. Parringer havde de ikke observeret. Jeg forsøgte mig med bemærkninger om, at kattene jo kunne have parret sig, mens de var alene, m-e-e-e-n....!

 

Hjem kom Lurifax igen, og vi måtte så bare se tiden an. Tre uger efter ringede Allan og lød som om, han ville fortælle en uartig vits, og det var lige, hvad han ville: Party var kommet i løbetid! Nå. På den igen. Denne gang ville vi lade Lurifax prøve hjemme i sit eget territorium, og Party ankom samme dag - stærkt veloplagt! Jeg sad om aftenen og vogtede på det sammenbragte par i den dertil indrettede elskovsrede og spejdede efter tegn på, at noget ville ske. Telefonen ringede, og jeg troede, at det var Allan eller Kurt, der ville høre til tingenes tilstand, og jeg svarede frejdigt ned i røret: "Vigsø's bordel". Det var en af mine voksne elever, som ville spørge, om tyskundervisningen var aflyst i uge 7! Tja....! Det var den vel!

 

Der gik et par dage, og kattene var glade for hinanden. Kælede kind og slikkede pels, men det var helt åbenlyst, at Party ville noget mere. Lurifax var uforstående og så appellerende på mig: Hvad er der med hende? Hvad tror du, hun vil? Jeg har givet hende min legemus, og så hyler hun bare! Hvad synes du, jeg skal gøre, mor? Tænderskærende fortalte jeg ham - igen! - om blomsterne og bierne og understregede, at i morgen var det Valentin's dag.

 

Grusbakken skulle jo imidlertid tømmes regelmæssigt, og mens jeg således stod i den til gøremålet nødvendige stilling, sprang Lurifax op på ryggen af mig og bed sig fast i mine grå nakkehår. Motherfucker, tænkte jeg forbitret og indstillede mig på fiasko. Jeg ringede og fortalte Kurt, at det nok ikke blev til noget. Nu havde Party været her i fire dage, og drengerøven kunne ikke finde ud af det. Jeg beklagede meget, men kunne jo hverken gøre fra eller til. I hvert fald ikke til. Sorry! De ville hente Party to dage senere, og så var der jo kun tilbage at grine af det hele.

 

Næste morgen gik jeg resigneret op for at gøre Lurifax og Party min opvartning med morgenmad og kæl. De kom mig i møde kind mod kind, og så tog Lurifax - formodentlig ved en fejltagelse - et stort skridt sidelæns og landede på ryggen af Party. Hun var straks indforstået og ventede - ligesom jeg - med tilbageholdt åndedræt. Tøvende tog han fat i hendes nakkeskind, og miraklet skete: Han fandt pludselig ud af parringens mysterium, og hun rullede og skreg, som sig hør og bør. Lurifax så betuttet på hende, hvorpå han sprang op i armene på mig og spandt og kroede sig. Han fik megen ros, skulle jeg lige hilse og sige. Mors lille drengerøv var blevet voksen! Senere så jeg yderligere to fuldbyrdede parringer, så det var l-i-d-t sjovere at sige farvel til Party, da tidens fylde var inde, når jeg vidste, at hun havde fået, hvad hun kom efter. Og det undte jeg hende, for hun er en sød kat, som det var dejligt at lære at kende.

 

Hvis vi ellers kan stole på naturens orden, kan vi på baggrund af ovenstående begivenheder imødese et kuld påskekillinger. Skulle det vise sig, at de udvikler sig til at blive dovne, lalleglade og extremt mor-kælne, må jeg påtage mig min del af ansvaret. Hvad sidstnævnte risiko angår, er den vel - trods alt - minimal, eftersom de skal vokse op i et maskulint barndomshjem med to fædre. Her hjælper ingen kære mor.

 

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 3, 2000

Kattene og Winnie efter musen. Af Winnie Egalia Lykkesteen

Jeg har i lang tid vidst, at der i det, vi kalder "varemodtagelsen", boede en mus. Ja, jeg har faktisk reddet den op af sækken med kaninpiller. Hidkaldt af en skrabende lyd viste det sig, at der nede i sækken sad en lille mus, der ikke kunne komme op af de glatte sider på sækken. Det var da synd, hvorpå jeg straks rev noget af siderne - afstanden fra indholdet til kanten blev efterhånden så kort, at musen kunne springe op af sækken.

Den lille mus levede af kaninpillerne og tørret brød, og ingen var generet af den. Vi vidste også godt, at den fra tid til anden tog en lille gennemrejse i vores "køkken", det kunne vi straks se på kattene, der forgæves forsøgte at stikke næsen ind bag ved møblerne, hvor "muselydene" kom fra.

 

Men fredag aften kunne jeg se på kattene inde i stuen (ca. 20 stk.), at nu havde musen vovet sig ind i stuen - dens øjne må være blevet som tekopper, da den måtte erkende, hvad den havde vovet sig ind til. Den sad nu bag en dør, hvor kattene ikke kunne få fat i den, selvom alle forsøgte ved alle mulige krumspring at komme ind bag ved. Jeg måtte erkende, at jeg ikke rigtig kunne løse problemet og tjekkede derfor næste morgen, om der lå en død mus i stuen - det gjorde der ikke, den var åbenbart kommet ud!

 

Men nej - kort tid efter kunne jeg på kattenes adfærd konstatere, at den befandt sig bag ved klaveret, og pludselig så jeg musen fare rundt midt på gulvet med alle kattene efter sig med Stribe i spidsen, hun fangede musen, rendte rundt med den i munden, kastede den på gulvet og for efter den igen. Musen var i live kunne jeg se og så endnu ikke ud til at være døden nær.

 

Henrik blev hentet ind i stuen for at holde øje med, hvor musen befandt sig, og jeg hentede en handske for at kunne redde musen uden at blive bidt. På kom handsken, og musen lod sig villigt tage, den lå helt stille i min hånd - uden at forsøge at bide - mens den blev båret ud i friheden.

 

Efter at være blevet sat ned på jorden, rystede den lidt på hovedet - og smilede taknemmeligt til mig - syntes jeg, hvorpå den løb alt, hvad den kunne.

 

Nu er det spændende, om den igen vover at tage bolig i "varemodtagelsen"?

 

Artiklen blev bragt i RusserBladet nr. 1, 2000