Russian Blue Klubben

Danmark

Råd til nye katteejere

Hvis man aldrig har haft kat før, er her et par tips, som kan være brugbare. Det er vigtigt, at man gør sig nogle overvejelser inden man får en eller to nye medlemer af familien, men der kan også opstå spørgsmål i den første tid, der følger efter killingen er kommet hjem. Du kan altid kontakte opdrætteren eller bestyrelsesmedlemmerne i Russian Blue Klubben, hvis du får brug for hjælp.

Killingen har bedst af at være hos sin mor indtil mindst 12. uge (dette er nu også lovbestemt) og katte må faktisk først sælges derefter. Når det er en racekat man køber, er man sikret, at killingen er vaccineret og ormebehandlet og mærket enten med chip eller øremærket. For at sikre killingen den bedste start, er det en god idé, at man overtager killingen i forbindelse med en weekend eller et par fridage, så killingen får tid til at vænne sig til alt det fremmede, og blive fortrolig med sine nye mennesker og omgivelser.

Nedenfor finder du en liste over de mest elementære overvejelser, som du bør gøre dig, inden du anskaffer dig en killing.

Allergi

Hvis der i familien er tendens til allergi, er det en god idé at blive allergitestet for katte, og dermed sikre sig at alle i familien kan tåle den lille nye. Det er trist både for familien og den lille killing, hvis killingen ikke kan blive i sit nye hjem.

Farer i hjemmet

Overvej hvordan man bedst kan sikre katten for unødvendige ulykker. Farer i hjemmet er fx åbne vinduer og døre, varme kogeplader (sæt evt. en gryde med vand på en kogeplade, der stadig er varm), altaner, vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner, strygejern, tændte stearinlys, rengøringsmidler og synåle. Vinduer og altaner kan sikres med hønsenet eller dertil beregnede gitre) og ekstra vindueshasper. Mange planter er giftige for katten, og katte har desværre ikke altid noget naturinstinkt, der fortæller dem, hvilke planter, der er giftige for dem og hvilke der ikke er det. Giftige planter er bl.a. efeu, azalea, alpeviol, primula, dieffenbachia, philodendron og julestjerne. Er du i tvivl om en stueplante er giftig, kan en søgning på nettet vise flere steder med en liste over planter der er giftige for katte.

Indekatte
Langt de fleste opdrættere af Russian Blue, sælger kun deres killinger til nogen der vil aceptere at holde dem som indekatte, dvs at katten ikke får lov til at løbe ud alene. Men spørg de opdrættere du kontakter, om hvilken holdning de har til det. Men hvis katten skal leve som indekat, så er det vigtigt at I gør op med jer selv om I kan aktivere og sikre en indendørskat. Russian Blue katte egner sig fint til et liv i en lejlighed, blot man sørger for at dække dens behov for leg samvær og aktivering.

Børn og katte

Hvis man har børn er det en god idé, inden katten flytter ind, at tage en snak med dem om hvordan man bedst behandler en kat, hvordan man aer den, løfter den og hvad man skal undgå. Helt små børn kan skræmme en kat med deres impulsive og lidt voldsomme reaktioner.

Regler i hjemmet

Det er en god idé, at man straks lærer katten hvilke områder den ikke må færdes på, og at man er konsekvent i opretholdelsen af disse forbud. Hvis man fx ikke ønsker at katten må gå på bordene, kan man med en vandpistol eller blomsterforstøver sprøjte på den, hver gang den går derop. Tænk over fremtiden og husk, at selvom det måske er morsomt at se killingen klatre op ad ens bukseben nu, så er det sikkert knap så skægt, når den er blevet 4 år gammel og vejer 3 kilo! Det kan også være en idé, at du lærer katten at hænder er noget man bliver kælet af, og legetøj er noget man leger med. På denne måde kan du spare dig selv for mange rifter fra skarpe kløer - nu og i årene, der kommer. Hvis der er steder i boligen fx soveværelset, hvor katten er forment adgang, bør den lære dette med det samme.

Pleje af katten

Russeren er en korthårskat, og pelsplejen klarer den stort set selv. Det er dog en god idé at vænne den til at blive børstet. Især i fældningsperioderne kan ens bolig hurtigt blive overstrøet med fine kattehår og børstningen kan fjerne mange af dem. Derudover er det en hyggestund for både kat og ejer. Tandpleje hos katte kan bestå af tandbørstning et par gange ugentligt, noget mange dyrlæger anbefaler at man vænner sine kat til allerede som killing. Katten skal have klippet sine kløer på forpoterne ca. hver 3. uge med en 3-i-en eller en speciel tang. Kløerne på bagpoterne er det ofte ikke nødvendigt at gøre noget ved. Husk i øvrigt, at en kat ikke må løftes i nakkeskindet, i forbenene alene eller med en arm rundt om maven. Man løfter bedst en kat ved at tage fat ind under kattens forben ved kattens bryst med den ene hånd, mens den anden hånd løfter under kattens bagben.

Dyrlæge

Det er en tillidssag hvilken dyrlæge man vælger. Det kan dog være en god idé, at vælge en dyrlæge, der har specialiseret sig i katte. Selvom man ofte kun besøger dyrlægen en gang om året - når katten skal revaccineres - er det ofte ham man ringer til, hvis man er i tvivl om noget. Derfor er det vigtigt, at din dyrlæge altid har tid til at besvare spørgsmål, og ikke mindst, at du har tillid til de svar han giver dig. Så besøg din dyrlæge med din nye killing så både kat og dyrlæge kan se hinanden an. Nu kan man også i Danmark tegne en sygeforsikring på katte.

Kradsebræt

Hvis man vil skåne sine møbler, er det nødvendigt at anskaffe et kradsebræt eller klatretræ. Man kan sagtens selv lave et kradsebræt ved at beklæde et stykke træ med grov sisal eller kokos. Lær katten hvor i huset det befinder sig, og lær den at bruge det. Husk i øvrigt, at et kradsebræt bør monteres i en højde, så katten kan hvæsse kløer, mens den strækker sig.

Kattebakke og -grus

Der er mange forskellige typer kattebakker på markedet. Det vigtigste er, at katten kan føle sig ugeneret og at den, af rengøringsmæssige grunde, ikke kan skovle for meget kattegrus ud på gulvet. Kattebakken bør placeres på et centralt sted i huset, hvortil katten altid har adgang. Vi foreslår, at man bruger klumpende grus i kattebakken, da dette både absorberer lugt og er økonomisk. Dette betyder, at man 1-2 gange dagligt alene fjerner klumperne i kattebakken (husk at købe en skovl hos dyrehandleren til at fjerne klumperne med). Omtrent en gang ugentligt bør man tømme hele kattebakkens indhold, hvorefter man vasker den grundigt med et desinficerende rengøringsmiddel, men ikke med kloholdige produkter. Et par dråber mild opvaskemidel er nok. Husk at skulle godt af bagefter. Mange supermarkeder har udemærkede klumpende typer kattegrus til en billig penge. Alternativt kan det anbefales, at man bruger de noget dyrere typer klumpende kattegrus (kompakt), som kan købes hos bl.a. dyrehandleren. Disse typer grus kan i længden være mere økonomiske.

Transportkasse

Transportkassen er uundværlig og man får bl.a. brug for den, når katten skal revaccineres hos dyrlægen. Vælg en transportkasse af plast, som er nem at rengøre. I mange transportkasser, fx flettet pil, får katten let træk og katten vil lettere kunne bide "låsen" op. Når du køber transportkassen skal du erindre, at din killing med tiden bliver større, så køb en med god plads.

Kattesele

Hvis katten skal lære at gå i snor, er det en god idé, at starte med træningen så tidligt som muligt.

Foder

Kattens grundkost kan bestå af tørfoder. Men flere og flere opdrættere og dyrlæger anbefaler at man også giver sine katte vådkost eller måske råt kød - eller selv koger fisk og andet til dem. Køber man sit tørfoder og vådfoder hos dyrehandleren eller dyrlægen, er man sikker på, at det indeholder alle de mineraler og vitaminer, som katten har brug for. . Visse typer supermarkeds-tørfoder menes at kunne fremkalde urinvejssygdomme mm. hos katte pga. højt indhold af magnesium. Hos dyrlægen og dyrehandleren kan man få et tørfoder, som er skræddersyet til kattens skiftende behov i løbet af dens liv.

Mange kælekatte er kastrede og det betyder at man skal tage hensyn til dette ved valg af foder, for at undgå overvægt og andre sygdomme som følge af forkert kost. Dyrlægen kan hjælpe med valg af kost til kastrede katte, både unge og ældre katte.

Husk, at man altid skal sørge for friskt vand ved siden af tørkosten. Mad- og vandskåle til katten bør være så tunge og stabile, at katten ikke kan vælte dem eller skubbe rundt med dem. Katte bør også have adgang til kattegræs, som man kan købe hos dyrehandleren.

Godbidder

Det er meget individuelt, hvad ens kat opfatter som ekstra lækkert, men rejer, friskkogt torsk og mange mælkeprodukter er normalt en sikker vinder. Gærtabletter opfattes af mange katte som slik, og kan købes i størrere supermarkeder eller hos dyrehandleren . Husk at for mange gærtabletter kan give katten dårlig mave - det anbefales ikke at give mere 3 stk dagligt.

Legetøj

Man kan købe sig fattig i farvestrålende kattelegetøj, men ofte kan lykken være noget så simpelt som en korkprop eller et stykke sammenkrøllet papir. Til tider vil du sikkert blive overrasket over de ting, som katten kan finde på at underholde sig selv med. Man skal dog altid være meget opmærksom på, at det ikke er ting af en størrelse, som katten kan få galt i halsen. Bortennisbolde er både billige - og kattene elsker at lege med dem.

Litteratur

Det kan anbefales, at man anskaffer sig en kattebog, hvorfra man kan få mange nyttige oplysninger og informationer. Ofte kan man spare dyrlægens tid ved at slå op i litteraturen, selvom man naturligvis hellere må ringe til dyrlægen en gang for meget, end en gang for lidt.

Den ubetinget bedste danske bog på markedet er "Politikens Kattebog" af Alice Emborg (pris ca. kr. 150). Bor man i lejlighed kan man endvidere få nyttige råd og god inspiration fra bogen "Katte i lejlighed" af Katrin Behrend.