Introduktion

Hvorfor en kat?

Man bør altid overveje det nøje, før man anskaffer et kæledyr. Et levende væsen må aldrig blive offer for et impulskøb, men bør altid opfattes og behandles som et nyt familiemedlem. Man skal være klar over, at dyret er helt afhængigt af sine mennesker, og det kan ikke bare kasseres, hvis man bliver træt af det. Man kan ikke lade dyret være alene hjemme alt for lang tid ad gangen, og hvem skal tage sig af det i ferien? Det koster både tid, energi og penge at have et dyr. Har man imidlertid besluttet sig for at få et kæledyr, er katten i de fleste tilfælde et ideelt valg.

Blandt de større kæledyr er katten nok det, der har lettest ved at tilpasse sig en moderne families hverdag. Katten kan ganske vist have lige så svært som hunden ved at være alene hjemme en hel arbejdsdag, men til forskel fra hunden kan katten let komme over dette problem ved at få et andet af de større tamdyr (ikke nødvendigvis en kat) som "lidelsesfælle".

Nybagte katteejere, som måske er vant til Piet Heins ord om katten, der "sgu er sin egen", er ofte forbavsede over, så glad katten kan være for menneskelig kontakt. Den er kælen og legesyg, og har man først vundet en kats venskab, vil den følge én i tykt og tyndt og hele tiden vise sin glæde over venskabet. Man er aldrig alene, når man har en kat som ven.

Og så er katten smuk at se på: Når den sover, når den vågner og strækker sig, når den leger, når den omhyggeligt vasker sig efter at have spist. – Kort sagt: En kat er altid en fryd for øjet. Er man biologisk interesseret, er katten yderligere et aktiv derved, at den er det tamdyr, der senest af alle er blevet tæmmet (eller har ladet sig tæmme?). Den er derfor tættere på sine oprindelige instinkter og levevis end de fleste andre kæledyr, og især hvis man har mere end én kat, vil man se nøjagtig de samme bevægelses- og adfærdsmønstre, den samme effektive elegance, som hos løver, tigre, pumaer, servaler og alle de andre medlemmer af katteslægten. Man kan sige, at som katteejer har man dagligt dyreudsendelser i 3D på stuegulvet.

Ved at klikke på knappen "RusserBladet" i menuen bliver du præsenteret for en lang række artikler bragt i Russian Blue Klubbens blad (RusserBladet). I de mange forskellige artikler finder du praktiske råd og masser af sjove, personlige beretninger om at holde kat.

Hvorfor en racekat ?

Der er flere grunde til at vælge en racekat, men de væsentligste er nok udseende og temperament. Disse træk er fremavlet gennem generationer og er netop med til at give racen dens særpræg. Det gælder for stor set alle racekatte, at de gennem generationer er vænnet til at være indekatte.

En kat lever normalt 10-15 år, og sammenlignet med udgifterne til mad, kattegrus og årlige vaccinationer er anskaffelsesudgifterne langt fra væsentlige. Det bør også nævnes, at en stor del af anskaffelsesprisen skyldes opdrætterens udgifter til avlsarbejde, bl.a udstillinger i ind- og udland samt til dyrlægekontrol, vaccinationer og stamtavler, så det er bestemt ikke nogen lukrativ forretning at opdrætte katte. Omvendt kan man sige, at det, man får for pengene ved at købe en racekat i forhold til at få en huskat for 50,- kr., bl.a. er en vis sikkerhed for, hvordan den kommer til at se ud som voksen og for, hvordan dens temperament bliver. Desuden får man hos alle ansvarlige opdrættere, hvad man i edb-verdenen kalder en "hot-line" af ubegrænset varighed. Har opdrætteren ikke selv et umiddelbart svar på problemet, kan han/hun let skaffe det opklaret ved hjælp af det netværk, alle opdrættere har bl.a. via ovennævnte udstillingsarbejde.

Hvorfor Russian Blue ?

For os, der har Russian Blue, er den selvfølgelig katten over alle katte. Der kan vel ikke være diskussion om, at russeren, som den kaldes i daglig tale, er smuk og ikke mindst elegant, også i sine bevægelser. Men lige så væsentlig er dens væremåde og temperament. Hvis du synes, følgende beskrivelse passer på dine forventninger til din kat, så er russeren noget for dig.

Læs også Niels Peter Hansens artikel "Kattenes Mona Lisa", der blev bragt i RusserBladet nr. 1, 2002.

Russerens personlighed

En russers personlighed ligger tæt op af det, de fleste forstår ved "en rigtig kat". Den er meget selvstændig, men samtidig er den kærlig og tæt knyttet sine mennesker. Den er ikke påtrængende i sin kærlighed, men opnår den kontakt og opmærksomhed, den har behov for, ved indirekte og elegant manipulation. Man nyder, når den kommer for at kæle, og ellers nyder man at betragte den, når den leger eller bare ligger og hygger sig og ser bedårende ud.

Russeren følger tit sine udvalgte mennesker rundt i boligen, "hjælper" med rengøring, madlavning og andre gøremål. Den kan også underholde sig selv, om end mange af de mere halsbrækkende og dog elegante "kunster" synes at være kreeret med henblik på et opmærksomt publikum. Hvis man er meget væk hjemme fra, er det bedst at anskaffe to killinger (hvis man da ikke i forvejen har dyr i huset). Arbejdet er næsten det samme, men glæden er mere end dobbelt så stor! At se to katte, der jagter hinanden i leg, putter sammen eller vasker hinandens ører samtidig er glæder, der er forbeholdt de heldige, der har mere end én kat. Man behøver heller ikke være bange for, at kattene "får nok af hinanden" og glemmer deres mennesker. I de fleste tilfælde får man nærmest mere kontakt med sin kat, når den får en "kollega". Man kommer også til at kende den bedre, idet den viser flere sider af sin personlighed i samspillet med den anden kat.

Russeren er legesyg og bliver ved med at være glad for at lege højt op i alderen. Den er særligt god til at apportere. Hvis man kaster en piberenser (mange russeres yndlingslegetøj), fanger den piberenseren, kommer tilbage med den og lægger den for ens fødder med et opfordrende blik. De nybagte russerejere, der ikke af sig selv kommer på denne leg, bliver omhyggeligt instrueret i den af deres kat.

Russeren er en intelligent kat. Det er ikke usædvanligt – men somme tider upraktisk – at den kan åbne døre, og det virker, som om den forstår sine menneskers sindsstemning – ofte lidt før, menneskene selv bliver bevidst om den. En russer er meget nem at have og generelt sund og robust. Der er ingen pelspleje, men russeren kan som regel godt lide at blive børstet – for hyggens skyld! Den er en renlig, næsten sippet kat. Hvis man giver russeren seletræning fra lille, er den god til at gå i snor, men aldrig som en hund. Det er katten, der bestemmer ruten. Mange katte, hvis ejere bor i lejlighed om vinteren og i sommerhus om sommeren, vænner sig i øvrigt fint til at være indekatte om vinteren og udekatte om sommeren – hvilket siger en del om kattens fleksibilitet som tamdyr.

Russeren er ikke nogen udpræget børnekat i den forstand, at den ikke bryder sig om at blive slæbt rundt med, men har den accepteret et barn som et af sine mennesker, er den en uvurderlig legekammerat og ofte en fortrolig ven, som barnet betror sine glæder og sorger. Den tager glad imod barnet, når det kommer, følger med i alt, hvad barnet foretager sig, leger og kæler. Hvis den bliver træt af at lege og kæle, går den bare – den bliver aldrig aggressiv. Det samme gælder fremmede. Når der kommer gæster, går mange russere. Man skal så blot lade katten være i fred, og efter kort tid vil nysgerrigheden overvinde forsigtigheden. Ud over nysgerrigheden vil også chancen for beundring og opmærksomhed lokke russeren frem. Bag det tilsyneladende reserverede ydre gemmer der sig hos de fleste russere en lille primadonna. Russeren nærmer sig langsomt, og hvis den accepterer gæsten, kan den godt finde på at lægge sig hos vedkommende. At vinde en russers venskab er som et få et ridderslag.

Fik du læst Niels Peter Hansens artikel "Kattenes Mona Lisa", der blev bragt i RusserBladet nr. 1, 2002?

Russerens udseende

Hovedindtrykket af en russer er en middelstor, elegant kat, hvor hannen er noget større end hunnen. Den er slankere end de fleste huskatte, men mere muskuløst bygget end f.eks. siameseren. Benene er høje, pelsen er kort, tæt og blå med sølvskær. Har man lejlighed til at se en russer "live", opdager man, at elegancen også slår igennem i bevægelser og adfærd. At se en "almindelig" kat fange en flue kan i sig selv vække en vis beundring, at se en russer gøre det nærmer sig en kunstnerisk oplevelse.

Pelsen er velouragtig og let opretstående på grund af russerens helt enestående pelsstruktur, hvor dækhår og underpels er lige lange. Denne pelsstruktur kendes ikke hos andre racer end russeren. Hovedet er kort og kileformet, næsen er lige og danner en konveks vinkel med panden. Ørerne er ret store, højtsiddende med tynd, næsten gennemsigtig hud og er placeret lodret på hovedet (målt på den ydre kant). Hagen er stærk som på en lille løve, og knurhårspuderne er tydelige, hvilket giver det indtryk, at russeren altid smiler. Øjnene er smaragdfarvede, mandelformede og meget udtryksfulde. Det særlige, intense "russerblik" har gjort mangen en ejer genert under omklædning. Øjnene med deres form og farve udgør sammen med den særlige pelsstruktur nogle af de vigtigste russerkendetegn.

Hvis man vil have en udstillingskat, er det en god idé først at gå på nogle udstillinger, se på kattene og snakke med ejerne, der gerne deler ud af deres erfaringer. Herved får man også et glimrende indtryk af hvad det er, der adskiller russeren fra andre racer, et emne, enhver russerudstiller gerne og uopfordret taler varmt og længe om. Det kan imidlertid svære svært, selv for erfarne opdrættere, at se på en lille killing, nøjagtigt hvordan den vil udvikle sig som voksen, for eksempel er øjnenes farve ikke færdig, før katten er et par år gammel. Et blik på forældrene kan imidlertid ofte give et fingerpeg om, hvad killingen kan udvikle sig til. Hvis det alligevel ikke bliver den præmiekat i udstillingsmæssig forstand, man havde regnet med, må man tænke på, at samværet med katten i det daglige er langt, langt vigtigste. Kvaliteten på de danske russere er generelt meget høj.

Du kan også finde en dansk oversættelse af FIFe's standard for Russian Blue racen på dette website.

Han- eller hunkilling ?

Når man først har truffet beslutning om, at man ønsker at købe en Russian Blue killing, melder sig næste spørgsmål: Skal det være en han- eller en hunkilling?

Så længe killingerne er små, er der ikke den store forskel, men efterhånden som de bliver ældre og kønsmodningen begynder, bliver forskellene tydeligere. Der kan nemlig være stor forskel på han- og hunrusseres temperament.

Mange tror, at hunkatte altid er mest kælne og nemmest at have med at gøre og at hankatte altid er mere reserverede. Det viser sig ofte, at det forholder sig nærmest lige omvendt. Mange hunner er mindre kælne end hannerne og nogle hunner er rene små primadonnaer med deres helt egen mening om, hvem og hvad, de kan lide - både mennesker og andre katte.

Ofte viser det sig, at hanrussere er langt mere hengivne over for mennesker og at de har nemmere ved at acceptere andre katte - hanner såvel som hunner. Mange hanner er mere flegmatiske i deres indstilling til livet og udvikler i mindre grad end hunnerne deres egne små skøre idéer og særheder.

Alle fertile katte kan være lidt besværlige at have med at gøre, men det er i høj grad individuelt og behøver ikke være kønsbestemt. Nogle hunner støjer meget i løbetiden, mens mange fertile hanner strinter. Men katteopdrættere kender talrige eksempler på, at de næsten ikke kan høre når deres hunkat kommer i løbetiden, ligesom der findes eksempler på, at en fertil hankat aldrig har strintet.

For at undgå hunkattens støjende adfærd i løbetiden må man enten lade den sterilisere eller give den p-piller en gang om ugen for at undgå problemet. For hankattens vedkommende er kastration den eneste udvej, men så skulle et eventuelt problem med strinteri også være løst. Det sker kun yderst sjældent, at kastrerede hanrussere fortsætter med at strinte, efter at de er blevet kastreret.

Der er altså både fordele og ulemper forbundet med såvel hankatte som hunkatte. I den sidste ende er det nok et spørgsmål om killingekøberens ønsker og temperament. Der er nemlig også stor forskel på de enkelte russeres sind og adfærd. Ikke alle hanrussere er lige kælne og langt fra alle hunrussere er primadonnaer.

Alle killinger er jo søde, men det er altid en god idé at se på forældrenes temperament og forhøre sig hos opdrætteren med hensyn til støj i løbetiden og strinteri, idet disse egenskaber ofte er arvelige.

For at have et ordentlig sammenligningsgrundlag er det i øvrigt altid en god idé at kontakte flere opdrættere inden man vælger killing. Og så er det vigtigt aldrig at købe en killing, der er sky eller en killing, der helbredsmæssigt ikke er 100% i orden. Sky killinger forbliver oftest sky resten af livet og ansvarlige opdrættere sælger aldrig en killing, der ikke er helt rask.