Jeg havde fået fortalt, at man skulle huske at klippe neglene på kattene. Det var lettere sagt end gjort. Men de skulle jo alligevel have klippet negle på et eller andet tidspunkt, så jeg gik frisk til arbejdet. Det viste sig ikke at være helt nemt for en person. Og selv med hjælp kan det være en opgave. Dvs. Winnie lå bare og spandt, som fik den zoneterapi. Lake mente til gengæld absolut ikke at vi skulle klippe hendes negle. Det tog faktisk 4 dage at komme alle hendes kløer igennem.

Dagen kom, hvor vi skulle afsted på udstilling. Min søn Janus på 7 år og jeg pakkede bilen og kørte af sted mod Jyllinge hallen for anden gang. Vi havde nemlig prøvekørt turen weekenden i forvejen. Hvem vil flakke rundt i en "ukendt" by en tidlig søndag morgen med 2 katte, som ikke rigtig har prøvet at køre i bil. Selvfølgelig havde vi husket alt, bortset fra penge til eventuel forplejning eller uimodståelige tilbud til vores katte. Så vi var lige et smut forbi vores hjem på halvvejen til Jyllinge.

Vi ankom til hallen og fandt hurtigt en plads blandt de få parkeringspladser der var tilbage. Der er lidt for dårlige parkeringsforhold i Jyllinge. Well, vi fandt en masse mennesker og katte som stod i kø på at komme ind i hallen. Jeg var advaret om, at dette kunne tage lang tid. Men det gik faktisk ret hurtigt. Måske var det hedebølgen, der fik folk til at blive hjemme.

Det er en forvirrende oplevelse at checke tilmeldingsbilletter, stambøger, få kattene checket hos dyrlægen og blive sluset ind i hallen. Jeg havde kattene i én transportkasse, hvilket de ikke var vant til. Jeg vidste, at Lake ikke var glad for situationen. Den bryder sig nemlig ikke om sådanne pludselige situationer, hvor den ikke selv har styr på tingene. For folk som tit går på udstillinger, lyder det måske banalt.

Vi fandt vores bur og stod hjælpeløse et stykke tid. Vi opdagede, at vi havde glemt kattenes kurv derhjemme. Som om det var det vigtigste. Alle de andre katte havde jo en kurv. Heldigvis havde jeg taget et håndklæde med, og det syntes kattene bare var alletiders at ligge på. Vi lånte gardiner af Maria Andersen og fik ordnet alt det praktiske. Dvs. for folk som udstiller, så er det en selvfølge at gå hen og hente grus til kattetoilettet. Sådan oplevede vi det ikke. Vi skulle først finde stedet i hallen blandt de mange travle mennesker, hvor man kunne købe et udstillingstoilet og tage noget grus.

Vi klarede det lige til åbningen, hvor alting eksploderede i aktivitet. Dommerne gik i gang med at bedømme katte, og folk stimlede sammen omkring små borde, der var placeret, så al gennemgang var udelukket. Vi havde selvfølgelig smugkikket og snakket med de andre 'russer' - udstillere. De hjalp os med at forklare, hvordan kattene blev bedømt, rækkefølgen
og hvornår de forskellige skulle op til dommeren. Det er rart at møde mennesker, som har overskud til at give af sine erfaringer, selvom de selv har travlt med deres egne vidunderlige katte.

Så blev vores 2 katte bedømt. Det var lidt mærkeligt, for de skulle for dommeren lige efter hinanden. Hende 'pigen', som havde så travlt med at skrive kattenes numre ned for de voksne katte og sætte den på de tomme bure, var ret usynlig da killingerne skulle bedømmes. Så det var lidt svært at holde 2 katte i armene og samtidig 'bære selv' op til dommeren med den ene. Heldigvis fik jeg hjælp af en 'konkurrent', dvs. en af de andre 'russer' - udstillere.

Min søn Janus er meget stolt af, at 'hans' kat blev Ex2, nemlig katten Winnie, som har knyttet sig meget til ham. Dog kunne han ikke helt forstå, at en andenplads ikke gav en sølvmedalje. Det er lidt svært at forklare ham nogle regler, som jeg ikke engang selv forstår. Da alle kattene var bedømt gik udstillingen over i en anden fase. Det var en slags "bare-vi-snart-kunne-tage-hjem"-fase. Et termometer viste 30,6 graders varme i et af udstillingsburene.

Så kom tidspunktet endelig, hvor udstillingen skulle slutte, og vi kunne pakke sammen. Min søn Janus synes at udstillingen var rigtig god. Men at der ikke var så mange katte, som han havde have håbet på. Og kattene, de var meget trætte om aftenen. Næste morgen tog de revanche for gårsdagens manglende motion, ved at bruge alle husets møbler som forhindringer i et kattevæddeløb. Jo, forresten er Winnie, som aldrig har sagt en lyd hos os, begyndt at snakke efter den udstilling.

Det var virkelig en spændende oplevelse at være på udstilling for første gang. Jeg vil helt sikkert tage på udstilling igen. Men så vil jeg forberede mig lidt bedre. Nu ved jeg jo også, hvad det vil sige at have sine katte på udstilling. Det er Janus også enig i.

Artiklen blev bragt i RusserBladet: nr. 2, 1997