|
I december 2002
parrede jeg ”Trunte” – Paragon Blue Moody Time Traveller – med
”Quark” – Paragon Blue Velvet Thor’s Quark. Resultatet blev født den
11. februar 2003. Der kom tre hanner og to hunner. Alle vældig pæne,
men især én af hunnerne havde arvet alle de bedste træk fra såvel
far som mor. Så optimistisk håbede jeg selvfølgelig at det ville
være muligt at beholde den i avlen. Månederne gik og de første fire
killinger blev hurtigt solgt. Så kom foråret og efterspørgslen
kølede noget af.
Men pludselig skete
der noget. En god bekendt, kattedommer og tidligere kollege,
kontaktede mig. Han kendte en opdrætter i USA, som udover persere
opdrættede Russian Blue og han kunne vældig godt tænke sig at
tilføre nyt blod til sit opdræt. Jeg syntes umiddelbart at
blandingen persere kontra russere lød som noget fra Alexander den
Stores tid, eller under alle omstændigheder en temmelig umage
mikstur. Eller også er det bare fordi vi russermennesker har en mere
eller mindre medfødt aversion mod persere og deres mennesker,
hvilket selvfølgelig er helt hen i vejret… Men selvfølgelig skulle
det da have en chance, så jeg kontaktede den pågældende opdrætter i
New York.
Han viste sig
hurtigt at være ikke alene et meget venligt menneske, men også dybt
seriøs. Han vidste nøjagtig, hvad han ville have: En noget typet
dansk russer, gerne med flere gengangere i stamtavlen af hensyn til
genernes gennemslagskraft og vigtigst af alt: En fremragende profil
og seriøs kropstørrelse! Både faderen og moderen til den sidste af
mine killinger har virkelig gode profiler og størrelser, og der var
da også et par gengangere blandt såvel fædrene som mødrene aner.
Efter at have sendt
billeder over til godkendelse blev vi meget hurtigt enige om at han
meget gerne ville have Paragon Blue Moody’s Gemini Dream, der senere
på forsommeren 2003 foretog den lange rejse til New York med SAS
fly. Den tog turen i stiv pote og sov vist det meste af tiden, for
den var meget legesyg – måske en anelse damp – da den endelig nåede
frem.
John, som den
amerikanske opdrætter hedder, var særdeles tilfreds med den lille
dame. Hendes temperament var forbilledligt skrev han tilbage og
hendes profil var bedre end noget han nogensinde havde set i USA.
Det samme sagde de mange dommere, som siden har bedømt hende…
Nu skulle jeg jo
til gengæld have en hankat retur, som tak for ulejligheden. Det
første kuld blev født umiddelbart efter, men der var ikke nogen
hankilling, der kunne leve op til de krav, som John stillede. Jeg
havde såmænd bare udbedt mig en typisk og pæn amerikansk hankat. Den
eneste krav jeg stillede, var at han skulle være lys. Den næste kuld
blev født nogle måneder senere, men heller ikke her var der noget,
der duede.
Men så pludselig
næsten et helt år senere dumpede der en mail ind i postkassen. En
lys og meget lovende hankilling havde set dagens lys. Straks blev
jeg fyr og flamme og sagde selvfølgelig ja med det samme. I
eftersommeren 2004 oprandt så dagen, hvor jeg skulle afhente kræet i
lufthavnen og jeg var både spændt på og nervøs for, hvad det var for
en tuskhandel, jeg havde indladt mig på. Efter en uendelig række af
toldpapirer og formaliteter, der tog ikke mindre en fire timer til
trods for at jeg kender lufthavnen og en del af papirgangen, så
nåede jeg omsider til det øjeblik, hvor jeg skulle have vidunderet
udleveret. Dyrlægedamen var vældig sød og sagde at han (katten
altså…) vistnok savnede selskab, for at havde siddet og skreget i
sin transportkasse, der nu var blevet skiftet ud med et bur, som dem
vi ser hos dyrlægen. Lydniveauet nærmede sig kraftigt take off lyden
fra en Airbus, med hvilken type han da også var ankommet til
København…
Turen hjem i bil
gik ikke meget bedre. Han skreg som en stukket gris hele vejen, så
alle forhåbninger om at lytte til P3 undervejs blev skrottet. Da vi
omsider nåede hjem faldt lydniveauet straks en kende og jeg fandt ud
af årsagen. Den unge mand skulle på bakken og det skulle være både
bimmelim og bummelum. Herefter sagde han ikke en lyd i flere dage.
Han var super
lækker! Meget bedre end jeg havde turdet drømme om. Lys, kort, blød
og tæt pels med meget sølvskær. Lang krop og store ører. Og hans
temperament var helt ubeskriveligt…!
Han faldt straks
til i flokken af mere eller mindre sære Russerdamer og en enkelt
tilløbende huskat. Uanset hvad de måtte tro om ham, så er han selv
overbevist om, at han er guds gave til hunkattene og menneskene for
den sags skyld. Hvis bare man nævner hans navn kaster han sig i
dødsforagt om på ryggen og begynder og sno sig som en ål, alt imens
han udstøder kaglende lyde, som mest af alt får en til at overveje,
om der måske skulle være blandet en anelse skruk høne i ham. Samme
trick bruger han med større eller mindre held for at påkalde sig
hunkattenes opmærksomhed.
Han kan charmere
selv de strideste hunkatte, hvilket gav sig udslag i, at han i en
alder af bare seks og en halv måned (!) parrede den fire år gamle og
næsten dobbelt så store Trunte. Egentlig kunne det grundet fysikkens
love ikke lade sig gøre for ham at nå i den ene ende, når den anden
ende skulle bide hende i nakken. Og hvad gør man så? Man bider sig
da bare fast midt på ryggen af hunkatten i stedet for, så passer
afstanden perfekt... Resultatet blev, at han faktisk kan nå at
præsentere sit første afkom på en udstilling, allerede inden han
selv fylder et år.
Hans
navn blev Silvergrey Paragon Blue Fiver. Fiver eller på dansk
”Femmer”, som han hedder i daglig tale, har fået sit navn fra bogen
og tegnefilmen Kaninbjerget, hvor han er opkaldt efter førerkaninen.
Og hvorfor så lige Femmer? Jo, fordi kaniner kun kan tælle til fire,
én for hver pote. Alt, hvad der er mere end fire, er femmer… Jeg
havde engang en lille hvis hund, der hed Femmer. Han kom så grusomt
af dage at jeg besluttede, at den næste hankat, jeg skulle have
skulle opkaldes efter ham. Så jeg fik, hvad jeg længe havde drømt
om: En Femmer for en killing. |
