Overtro i forbindelse med katte

Den tamme kat, felis domestica (huskatten), blev indført i Europa formentlig engang i jernalderen, men uden for Europa er den langt ældre: de gamle ægyptere holdt katte allerede 3000 år før Kristus. Det ved man, fordi man i pyramiderne har fundet balsamerede katte fra den tid, og man ved også, at ægypterne betragtede katte som hellige dyr. De havde deres egen gudinde, Bast, som havde kattehovede og som altid havde katte i sit følge. I oldtidens Ægypten regnedes det for helligbrøde at slå en kat ihjel. Det var et helligt dyr, og døde husets yndlingskat, barberede ejeren sine øjenbryn af som tegn på sorg.

På den anden side af Middelhavet spillede katte også en stor rolle. I den klassiske oldtid mente man, at månegudinden Artemis (romernes Diana) var kattenes beskytterinde, og hun havde katte i sit følge, ja man mente også, at hun selv kunne omskabe sig til en kat. Artemis havde nær forbindelse med en anden af mørkets dæmoner, nemlig Hekate, der ligesom Artemis blev dyrket som månegudinde. Hun kunne også omskabe sig til en kat, og der var altid katte med i hendes følge, når hun drog omkring i natten i de månelyse nætter på sin vilde jagt, og oldtidens troldkvinder og hekse dyrkede Hekate som deres gudinde. Hekate var i virkeligheden selv troldkvinde og heks, og de bad til hende, når de ikke var helt sikre på om deres kunstner skulle lykkes ved egen hjælp. I den græske og romerske oldtid blev katten altså opfattet som et dyr, der stod i ledtog med alskens ondskab og trolddom.

Ifølge kilder fra den tidlige middelalder var kattene i den nordiske oldtid knyttet til kærlighedsgudinden Freja - de trak hendes vogn, når hun kørte omkring, sagde man.

Denne hastige oversigt over kattens historie i førkristen tid viser, at den er blevet opfattet dels som et helligt dyr -af nordboerne og af ægypterne- og dels som et dyr, der tilhørte mørkets magter -af grækerne og romerne.

I løbet af middelalderen, hvor kattene som nævnt bliver almindelige i Europa, breder den opfattelse sig, at nogle af disse katte -nemlig de helt sorte- var omskabte hekse, eller også var det katte, der var fjernstyrede af hekse. Denne tro på, at kattene var heksenes dyr, møder man gang på gang i de europæiske hekseprocesser og i de hekseberetninger, man har fortalt mand og mand imellem siden middelalderen og helt op mod vor egen tid.

Katten på vejen

Herhjemme siger vi, at det varsler uheld, hvis en kat løber ud foran én på vejen eller udtrykt anderledes: det varsler uheld, hvis en kat krydser ens vej. Vi siger gerne, at det kun gælder helt sorte katte, og det er en overtro, der virkelig spiller en rolle den dag i dag. Man har således vidnesbyrd om, at trafikulykker simpelthen skyldes, at en overtroisk bilist pludselig bremser op, fordi han har set en sort kat løbe over vejen. Under overskriften "Det betød uheld", kunne man fx læse i B.T. den 28. februar 1963:

"En sort kat ville krydse vejen foran N.N., Ølstrup ved Holstebro. Han bremsede voldsomt op. Bilen ramte en lysmast, der knækkede, og fortsatte derefter ind i et hus, hvis ydermure væltede ind i stuen. Hverken kat eller mennesker kom noget til".

Den sorte kat varsler uheld i det meste af Europa og også i USA. Nogle amerikanere siger dog, at det varsler held, hvis en sort kat krydser ens vej fra højre til venstre. En helt hvid kat varsler derimod held, ligegyldig fra hvilken side den kommer. I England er det derimod lige omvendt: krydser en sort kat ens vej varsler det lykke og held. Derimod regner englænderne det for uheldigt at møde en hvid kat. I forbindelse med bryllupper lægger englænderne så megen vægt på, at en sort kat skal krydse brudeparrets vej, netop som det forlader kirken, at de ofte ligefrem arrangerer det sådan, at en sort kat kommer løbende forbi parret. Den sorte kat er lige så populær i England, som den er upopulær blandt mange herhjemme og de fleste andre steder i Europa -vel at mærke, når man møder den på vejen. I øvrigt kan man bryde det onde varsel, hvis man spytter tre gange henover der, hvor katten løb. Man kan også krydse fingre. Det gør amerikanerne gerne.

Den svenske folklorist Carl Wilhelm von Sydow (1878-1952) har skrevet, at det at en kat løber over en vej, betyder i og for sig hverken lykke eller ulykke - "men den volder en pludselig afbrydelse af det normale: vejen er, som den skal være, sten og træer på begge sider af vejen er naturligvis på deres pladser og betyder hverken det ene eller det andet; alt er som det skal være uden at vække mistanke til live, førend katten med sit løb tværs over vejen, forårsager noget, der ikke nødvendigvis behøver at være til stede, det afviger fra det normale og betyder derfor noget". For englænderne betyder det lykke. For os betyder det ulykke.

Denne psykologiske forklaring på katteovertroen er givet rigtig, men man kan ikke se bort fra de traditionshistoriske kendsgerninger, nemlig at katten dels har været betragtet som et helligt dyr og dels som et diabolsk dyr. Disse kendsgerninger hører med i billedet, når man vil forklare, hvorfor det varsler lykke eller ulykke at møde en kat, der løber over vejen. For os har forestillingen om den sorte kat som heksenes dyr altid spillet en stor rolle. Derfor mener vi, at det betyder uheld at møde den sorte, diabolske kat.

Man plejer at sige, at huslykken er reddet, hvis man fører en kat med ind i et nyt hjem. Man mente nemlig, at katten ville trække alt ondt og alle ulykker over på sig. Det vil med andre ord sige, at man forestillede sig, at katten var som en slags magnet, der sugede det onde til sig - og vel at mærke beholdt det i sig. På den måde er katten blevet et lykkedyr - også herhjemme. Man plejer også at sige, at hvis man stjæler en kat, så stjæler man huslykken fra det hjem, hvor den hører til.

I det meste af Europa har det i øvrigt været almindeligt, at man kastede en kat - gerne en sort kat - ind over dørtærsklen, inden brudgommen bar bruden over. Det var af den allerstørste betydning for hjemmet at have en sådan "lynafleder" - den skulle helst være den første, der kom over den i så mange henseender farlige dørtærskel, der er skellet mellem éns egen lille verden og den store. Dér hvor farerne lurede på én.

Nævnes kan det, at man også har ment, at det var en god idé at have en kat liggende i sengen om natten - den suger sygdomme, specielt reumatiske, til sig.

Katten i tønden

Siden middelalderen har man én gang om året slået i tusindvis af lokale katte ihjel rundt om i Europa - og altså også herhjemme. Franskmændene kastede levende katte i deres sankthansbål, tyskerne kastede dem i de bål de brændte i påsken, eller de kastede dem ud fra et kirketårn. Vi puttede den levende kat i en tønde i fastelavnen, og landsbyens karle blev så ved med at slå til tønden, til katten var død.

Man kan måske bedst forstå baggrunden for disse kattedrab, hvis man sammenligner dem med heksebrændinger eller hekselynchinger. Katten var ladet med alt ondt. Under det årlige kattedrab blev man så rart af med alt det onde på én gang. Det samme var tilfældet med de kvinder, og også mænd, der blev beskyldt for at være hekse: de var skyld i alt det onde i et lokalsamfund, altså også i meget af det onde, kattene sugede til sig. Heksene måtte dø, fordi de forvoldte ondt - kattene fordi de langsomt var blevet ladet med landsbyens ondskab. Hertil kommer naturligvis også den ovenfor nævnte forestilling om kattene som heksenes diabolske dyr. Et kattedrab kunne også være et heksedrab - i alt fald symbolsk.

Kilde

Den lille overtro : håndbog om hverdagens magi / Iørn Piø. - København: Politikens Forlag, 1973. - 302 s., illustreret (s/h).

OBS! Ovenstående er en direkte afskrift af siderne 104-109 i nævnte værk.